Vaccinerede med forskellige vacciner vil blive tilbudt et tredje stik

Når vaccinationsprogrammet er gennemført, vil omkring 150.000 borgere, der er vaccineret med to forskellige vacciner, få tilbudt et tredje stik. Det oplyser Sundhedsministeriet til DR Nyheder.
Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix
Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix
af ritzau

Omkring 150.000 borgere i Danmark er vaccineret med to forskellige vacciner. Men når vaccinationsprogrammet er gennemført, vil alle de, der er blevet krydsvaccineret, få tilbudt et tredje stik, skriver DR Nyheder.

Sundhedsministeriet oplyser til DR Nyheder, at de krydsvaccinerede vil få tilbudt et tredje stik, efter at vaccineudrulningen er gennemført.

"Sundhedsstyrelsen har vurderet, at det er sundhedsfagligt bedst at tilbyde endnu en dosis mRNA-vaccine til personer, der har fået første stik med Astrazeneca-vaccinen og andet stik med en mRNA-vaccine."

Hvordan forløbet skal tilrettelæggelses, og hvordan det skal gennemføres i praksis, er ikke på plads endnu, men skal aftales nærmere mellem Sundhedsstyrelsen og regionerne.

Det er primær frontpersonale, som har fået deres første stik coronavaccine med Astrazeneca og det andet stik med enten Pfizer eller Moderna.

I april trak de danske sundhedsmyndigheder som det første land i verden vaccinen fra Astrazeneca ud af den nationale vaccineudrulning.

Det blev besluttet, efter at der var konstateret en sammenhæng mellem meget sjældne, men alvorlige bivirkninger hos enkelte personer, der havde fået et stik med Astrazeneca-vaccinen.

Flere lande kræver, at man har fået to stik med den samme vaccine, før man kan rejse ind over landegrænsen.

Udenrigsministeriet opfordrer til, at man undersøger ambassadernes hjemmesider eller kontakter de lokale myndigheder, før man rejser til udlandet, hvis man er blevet vaccineret med to forskellige vacciner.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Læs også