Antallet af danskere med sundhedsforsikring sætter rekord

2,3 millioner personer i Danmark har en sundhedsforsikring. Der er særlig stigende efterspørgsel på psykologbehandling.
Foto: Stine Rasmussen/JPA
Foto: Stine Rasmussen/JPA
AF RITZAU

Mere end 2,3 millioner i Danmark er nu dækket af en sundhedsforsikring, som for eksempel kan give en hurtigere knæoperation på et privathospital eller behandling hos en psykolog.

Tallet er steget med 500.000 personer de seneste fem år. Det viser en analyse fra brancheorganisationen Forsikring & Pension, skriver Politiken.

Langt de fleste har sundhedsforsikringen som en del af deres løn eller pension, men der har dog også været en markant stigning i antallet, der selv tegner en forsikring.

På den front er antallet af sundhedsforsikringer steget fra 60.000 i 2018 til 152.000 i 2020.

De nye tal viser tydeligt, at danskerne forsikrer sig mod sygdom som aldrig før, mener Kjeld Møller Pedersen, professor i sundhedsøkonomi på Syddansk Universitet. Det gælder dog næsten udelukkende privatansatte.

"Disse ordninger findes stort set ikke på offentlige arbejdspladser. Her er holdningen eksempelvis blandt ansatte i sundhedssektoren, at det vil være lidt af en falliterklæring, hvis de tegner private forsikringer, der giver dem mulighed for at behandling på et privathospital," siger han til Politiken.

De fleste bruger ifølge Forsikring & Pension deres sundhedsforsikring til behandlinger hos en kiropraktor eller fysioterapeut, men der ses særligt en stigning inden for behandlinger hos psykologer eller psykiatere.

Det giver mulighed for at komme hurtigere til sammenlignet med en henvisning fra ens læge.

Det kan man nikke genkendende til hos Danica, hvor direktør Ole Krogh Petersen især bider mærke i, at der de sidste fem år har været en stigning på 65 procent i antallet af selskabets kunder, der ønsker psykologbehandling.

"Det er formentlig en kombination af et stigende arbejdspres de seneste år - herunder at man hele tiden har mulighed for at være tilgængelig på sin telefon," siger han til Ritzau og tilføjer:

"Og er så er det over det seneste år helt tydeligt, at corona med hjemsendelser og alt den medfølgende usikkerhed har spillet ind, og nu kommer der nye udfordringer, i takt med at man vender tilbage til hverdagen."

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også