Heunicke forlænger lægemiddelberedskab

For at sikre forsyngen af vigtige lægemidler har sundhedsminister Magnus Heunicke (S) nu forlænget det statslige lægemiddelberedskab indtil udgangen af oktober.
Lægemiddelstyrelsen har fået udvidede beføjelser til at forhindre medicinmangel. Nu er reglerne blevet forlænget. | Foto: Finn Frandsen
Lægemiddelstyrelsen har fået udvidede beføjelser til at forhindre medicinmangel. Nu er reglerne blevet forlænget. | Foto: Finn Frandsen

Danske myndigheder vil også i de kommende måneder arbejde aktivt for, at landets sygehuse og apoteker ikke løber tør for vigtige lægemidler.

Sundhedsminister Magnus Heunicke har nemlig endnu en gang forlænget det statslige lægemiddelberedskab, der blandt andet giver Lægemiddelstyrelsen udvidede beføjelser i bestræbelserne på at forebygge medicinmangel.

Det sker på Lægemiddelstyrelsens anbefaling, skriver styrelsen på dens hjemmeside.

Forlængelsen betyder, at beredskabet nu er aktiveret indtil udgangen af oktober, hvorfor Lægemiddelstyrelsen også i de kommende måneder blandt andet vil kunne påbyde, at visse lægemidler kun må udleveres i mindre mængder eller forbyde salg af håndkøbslægemidler uden for apotekerne.

Ifølge styrelsen sker forlængelsen, "da der fortsat vil være behov for at kunne gennemføre en række særlige tiltag for at sikre forsyningen med kritiske lægemidler".

De udvidede beføjelser til Lægemiddelstyrelsen blev indført under coronapandemien som en midlertidig foranstaltning, men er siden blevet vedtaget ved lov, sådan at ministeren fremover kan aktivere beredskabet helt eller delvist.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også