Forbruget af medicin er steget markant

Flere og dyrere lægemidler på recept er årsagen til større forbrug og stigende udgifter.
Foto: Colourbox
Foto: Colourbox
videreformidlet af Ritzaus Bureau på vegne af Jyllands-Posten

Danskerne indtager piller som aldrig før, skriver Jyllands-Posten.

2,7 mia. døgndoser af medicin på recept blev indtaget i 2019, og det er en stigning på 38 pct. siden 2007, hvor danskerne hentede i alt 1,9 mia. døgndoser tilskudsmedicin på apoteket.

Den markante udvikling ses bl.a. for medicin mod hjertekarsygdomme, mavesår, diabetes samt antidepressiv medicin, og stigningen sætter sig i stigende udgifter. Det fremgår af en rapport fra Danske Regioner, som viser, at antallet af medicinforbrugere ikke er steget i samme grad. Med andre ord ordineres den enkelte patient flere piller end tidligere.

"Vi er blevet væsentlig bedre til at behandle kronikere, uden at de kommer på sygehuset, og dermed skal have medicin hos egen læge. Mennesker lever længere, og det er både godt og glædeligt, men det koster. I penge og medicin," siger professor i sundhedsøkonomi Jakob Kjellberg, som har udarbejdet medicinrapporten.

I Hjerteforeningen hilser forskningschef og professor Gunnar Gislason udviklingen velkommen:

"De patienter, som bliver ramt af hjertekarsygdomme, får bedre behandling, og det betyder jo i sidste ende, at de overlever og bliver ældre. Og så får de flere sygdomme hen ad vejen, som der så også sættes ind imod med behandling," siger han.

Det er typisk den praktiserende læge, som udskriver recepten, og Anders Beich, formand for Dansk Selskab for Almen Medicin (DSAM), genkender i høj grad udviklingen, som han bl.a. forklarer ved, at mange kronikere i dag behandles hos egen læge og ikke på sygehuset. Samtidig er der kommet mange nye produkter på markedet, tilføjer han.

"Der er altid et pres på os læger for at bruge det nyeste nye. Det er forståeligt nok, men nogle gange kunne vi med fordel afvente lidt flere erfaringer, for den nye medicin udgør ofte kun en marginal forskel," siger han.

I takt med det stigende forbrug øges også regionernes udgifter, som i 2019 alene til receptpligtig medicin lå tæt på 6 mia. kr., men Stephanie Lose (V), formand for Danske Regioner, tror ikke, at kurven umiddelbart kan knækkes:

"Der kommer flere borgere, som lider af flere, ofte komplekse sygdomme, og der opfindes hele tiden ny medicin. Det har vi alle en interesse i."

(Denne artikel er videreformidlet af Ritzaus Bureau på vegne af Jyllands-Posten.)

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også