Mette Frederiksen vil købe overskudsvaccine fra andre EU-lande

Hvis andre lande har ekstra vacciner mod covid-19 liggende på lager, er Danmark klar til at betale "en god pris" for den, siger statsminister Mette Frederiksen.
Danmark vil gerne have vaccinationsraten op og er klar til at betale andre lande for at det kan ske. | Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix
Danmark vil gerne have vaccinationsraten op og er klar til at betale andre lande for at det kan ske. | Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix

Regeringen ønsker, at ubrugte vacciner fra andre EU-lande sendes til Danmark, så flere danskere kan blive vaccineret. Det siger statsminister Mette Frederiksen (S) på et pressemøde foran Øksnehallen i København fredag morgen.

"Hvis andre lande har vaccine, som de ikke får brugt, så vil vi meget gerne have det til Danmark," siger Mette Frederiksen og tilføjer:

"Vi forsøger jo at få så mange vacciner som muligt. Så hvis nogen har et overskud af vacciner, skal de bare sige til. Vi henter dem gerne. Og vi betaler også gerne en god pris for dem."

Flere EU-lande - blandt dem Tyskland og Frankrig - har modtaget vacciner, som man endnu ikke har fået vaccineret borgerne med. Det skyldes blandt andet, at den danske logistik i forbindelse med vaccinationerne er bedre tilrettelagt end i andre EU-lande.

Samtidig har der i Tyskland og Frankrig været skepsis over for AstraZeneca-vaccinen, som er udviklet i Storbritannien.

Både vaccinen fra AstraZeneca og vaccinen fra Pfizer vil fredag blive brugt til at vaccinere danske borgere med, siger Mette Frederiksen.

Den store vaccinationsdag

Statsministerens udtalelser falder i forbindelse med, at 5000 københavnere fredag skal have et stik i vaccinationscenteret i Øksnehallen.

Sundhedsstyrelsen har et mål om at kunne vaccinere 400.000 borgere om dagen, når større mængder vaccinedoser er til rådighed. Det vil muligvis ske i løbet af de kommende måneder.

Ifølge TV2 vil 34.680 borgere blive vaccineret fredag, hvis kapaciteten under det, der kan betegnes som en generalprøve, kan følge med.

Dermed er det første forsøg i stor skala med massevaccination mod corona sat i gang i Danmark. Men det bliver ikke det sidste, forventer Mette Frederiksen.

"Vi laver i dag en tryktest af vores vaccinationsindsats. Det gør vi, fordi vi forventer en ketchupeffekt, hvor der kommer flere vacciner hen over foråret. Hvis der kommer en stor mængde vacciner på én dag, skal vi hurtigt have dem ud at virke." siger Mette Frederiksen.

Og derfor skal Danmark lave flere storskalaforsøg som det, der fredag gennemføres i Øksnehallen, varsler statsministeren.

I kraft af de stadig flere vaccinationer, bedre forårsvejr og flere test vil Danmark forhåbentlig i midten af maj være i en situation, hvor der kan åbnes mere, håber statsminister Mette Frederiksen.

Mette Frederiksen vil sikre EU-produktion af vacciner

Statsminister vil bringe EU forrest på vacciner om 5-10 år

Mette Frederiksen: EU's vaccineudrulning er milevidt bagud 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også