Danmark modtager 5000 doser fra Moderna i første sending

Første sending af vaccinedoser fra Moderna vil formentligt ankomme til Danmark i næste uge, oplyser SSI.
EU-Kommissionen har onsdag godkendt vaccinen. | Foto: Paul Sancya/AFP / POOL
EU-Kommissionen har onsdag godkendt vaccinen. | Foto: Paul Sancya/AFP / POOL
af ritzau

Danmark vil efter planen modtage 5000 doser af coronavaccinen fra Moderna i den første sending.

Det oplyser Statens Serum Institut (SSI) i en mail.

Det er endnu uvist, præcis hvornår den første sending vil ankomme til Danmark. Men det vil formentligt blive i næste uge, oplyser SSI.

EU-Kommissionen har onsdag godkendt vaccinen fra den amerikanske medicinalvirksomhed til brug i EU-lande.

Det er sket på baggrund af en anbefaling fra Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA).

Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) har oplyst, at Danmark har en aftale med Moderna om doser til at vaccinere cirka tre millioner danskere. Da man skal stikkes ad to omgange, svarer det til seks millioner doser.

Det er endnu uvist, hvor mange vacciner Danmark vil modtage i anden sending. Det er heller ikke oplyst, hvornår eller hvor ofte der fremover vil ankomme vacciner fra Moderna.

Moderna oplyser i en mail, at de første 80 millioner doser af virksomhedens vaccine vil blive fordelt til EU-landene i løbet af de første tre kvartaler af 2021.

De første ti millioner vil blive fordelt i første kvartal - altså frem udgangen af marts - mens der både i andet og tredje kvartal vil blive fordelt 35 millioner doser til landene.

Sverige vil efter aftalen få i alt 3,6 millioner vaccinedoser fra Moderna, hvilket er nok til at vaccinere 1,8 millioner personer. Det skriver det svenske nyhedsbureau TT.

Norge, som også er omfattet af indkøbsaftalen mellem EU og Moderna, har ifølge det norske nyhedsbureau NTB sikret sig 1,9 millioner doser af vaccinen. Det er nok til at vaccinere 950.000 personer.

Danmark modtager i øjeblikket omkring 50.000 doser af coronavaccinen, der er udviklet af Pfizer og Biontech, om ugen.

Det var indtil onsdag den eneste godkendte vaccine i EU. Siden 27. december har over 60.000 danskere fået det første af to stik. Det svarer til lidt mere end 1 ud af 100 danskere

EU godkender Modernas vaccine få timer efter anbefaling fra CHMP

Moderna øger mål for produktion af coronavaccine med 100 mio. doser 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også