Lyntest finder på andet døgn over 1000 smittede

Udbyder af lyntest oplever ved nogle testcentre, at der slet ikke er kø. Fredag fik 41.000 foretaget lyntest.
Lyntest er mindre sikre end pcr-test, men til gengæld giver de svar inden for 15-30 minutter. Fredag blev over 40.000 testet for coronavirus i centre med lyntest, og her blev der opdaget flere end 1000 smittede. - Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Lyntest er mindre sikre end pcr-test, men til gengæld giver de svar inden for 15-30 minutter. Fredag blev over 40.000 testet for coronavirus i centre med lyntest, og her blev der opdaget flere end 1000 smittede. - Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
AF RITZAU

Der blev fredag foretaget 41.069 lyntest, som fandt 1011 smittede med coronavirus.

Det svarer til, at der blev fundet virus hos 2,46 pct. af de testede.

Det viser tal fra Falck, SOS International, Copenhagen Medical og Carelink, der har fået til opgave at stå for lyntest på statens regning.

Torsdag blev der foretaget 35.557 test, og 1083 af dem - svarende til 3,05 pct. - var positive for coronavirus.

Tester 100.000 i døgnet

De fire private udbydere har indgået aftaler med regeringen og de fem regioner om, at de samlet skal teste 100.000 personer i døgnet.

Falck har lovet at stå for 50.000 daglige test. Det mål har virksomheden nu mulighed for at opfylde, oplyser Jørgen Mieritz, der er ambulancedirektør hos Falck.

Selskabet stod fredag for godt 31.000 test, og ambulancedirektøren oplyser, at Falck havde flere testcentre uden kø fredag.

"Mange af vores centre har slet ikke haft ventetider, fordi de har haft kapacitet til at teste mange, men der har ikke været så mange borgere. Folk skal nok lige finde ud af, hvor centrene er," siger han.

Venter større efterspørgsel

Jørgen Mieritz forventer, at flere vil strømme til centrene fra næste uge, hvor juleaften nærmer sig.

"Vi er ret sikre på, at når det bliver mandag eller tirsdag, og folk skal hjem til jul hos familien, så vil der blive større efterspørgsel i vores centre," siger han.

Lyntest eller antigentest er ikke lige så pålidelige som de pcr-test, der bliver brugt i det offentlige. Har man symptomer på smitte, eller er man nær kontakt, bør man ifølge sundhedsmyndighederne få foretaget en pcr-test.

Der skyder stadig testcentre frem flere steder i landet. Firmaet Carelink har åbnet for test i Nyborg ved Storebæltsbroen.

Det skal give folk en mulighed for at nå en lyntest, inden de når hjem til familien i julen.

"Det er vigtigt, at smitten ikke bliver flyttet yderligere rundt, og derfor har vi fundet beliggenheden yderst relevant," oplyser Brian Rosenberg, der er administrerende direktør i Carelink, i en mail.

Samtidig slår Falck mandag dørene op til yderligere to testcentre i København. Det ene kommer til at ligge i Valbyhallen, mens det andet åbner i Østerbrohallen.

Sidstnævnte bliver døgnåbent, og dermed får alle regioner fra mandag et døgnåbent testcenter med lyntest.

De øvrige er i Odense Congress Center, som åbnede torsdag, samt Gigantium i Aalborg, Ringsted Kongrescenter og Falck-centeret på Trindsøvej i Aarhus, der alle holder døgnåbent fra lørdag.

Privat udbyder af lyntest tror på langsigtet aftale med det offentlige

200.000 kan testes i døgnet med nye aftaler om lyntest 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også