WHO: Nyt om vaccine er positivt og opmuntrende

De mest udsatte kan muligvis få en vaccine allerede til marts, siger chef for WHO's vaccineindsats.
Foto: Dominick Reuter/AFP/Ritzau Scanpix
Foto: Dominick Reuter/AFP/Ritzau Scanpix
AF RITZAU/REUTERS

En ny vaccine mod covid-19 kan grundlæggende ændre pandemiens kurs. Og det er "meget positive" resultater, som medicinalselskabet Pfizer indtil videre kan præsentere.

Det siger Bruce Aylward, der er Verdenssundhedsorganisationen WHO's leder af den globale indsats for at finde en vaccine og behandling mod coronasygdommen.

Vaccinen kan muligvis allerede til marts sendes ud til de mest sårbare og udsatte, vurderer han.

"På vaccineområdet, særligt med nyhederne i dag, er vi på kanten af at være klar til at fordele vacciner til befolkningsgrupper i høj risiko i slutningen af første kvartal eller begyndelsen af andet kvartal," siger Aylward.

"Der er stadig meget arbejde forude, og dette er kun foreløbige resultater. Men det er meget positive resultater, der er kommet i dag, som forhåbentlig er meget lovende for hele verden," tilføjer han.

Medicinalgiganten Pfizer har mandag meddelt, at den første analyse af fase 3-studierne af selskabets vaccine viser en effekt i mere end ni ud af ti tilfælde.

Det vil sige, at vaccinen forhindrede mere end 90 procent af smittetilfældene ifølge selskabet. WHO's generalsekretær, Tedros Adhanom Ghebreyesus, byder nyheden varmt velkommen i en besked på Twitter mandag.

Her kalder han det "opmuntrende" og skriver, at WHO "hylder alle forskere og partnere over hele verden, der udvikler nye sikre og effektive værktøjer til at slå covid-19".

Lars Østergaard, der er professor og ledende overlæge på Aarhus Universitetshospital, kalder over for Jyllands-Posten de foreløbige resultater flotte. Der er dog endnu ubesvarede spørgsmål.

"For eksempel hvor lang tid vaccinen virker. Om man kan blive smittet senere. Er der forskel i effekten afhængige af køn, alder og etnicitet? Så de data venter jeg spændt på," siger han til avisen.

Direktøren for det tyske selskab BioNTech, der udvikler vaccinen sammen med Pfizer, siger, at han håber på, at effekten af vaccinen vil vare et år. Men han tør endnu ikke at love det.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også