Odds rutsjer op og ned: Biden er nu spinkel favorit

Midt på natten blev Trump favorit til præsidentembedet hos Danske Spil. Det har Biden dog indhentet.
Foto: MORRY GASH, JIM WATSON/AFP / AFP
Foto: MORRY GASH, JIM WATSON/AFP / AFP
AF RITZAU

Op til valgdagen har demokraten Joe Biden været Danske Spils favorit til at vinde det amerikanske præsidentvalg.

Det billede har dog ændret sig drastisk i løbet af valgdagen. Ved 03-tiden dansk tid overtog Donald Trump favoritværdigheden.

Siden har Joe Biden dog indhentet det tabte, og ved 11.30-tiden er han igen favorit hos Danske Spil - om end løbet er tæt.

Pengene gives aktuelt 1,75 gange igen ved en Biden-sejr og 2,05 igen ved en Trump-sejr.

Det svarer til, at Biden i øjeblikket vurderes at have 55 procents chance for at vinde valget.

Skiftet er sket, efter at Biden ser ud til at have overhalet Trump i den vigtige delstat Wisconsin, fortæller Peter Emmike Rasmussen, der er oddssætter hos Danske Spil.

Ved 10-tiden svarede Danske Spils odds til, at Trump vurderedes at have 70 procents chance for at blive præsident yderligere fire år.

Inden amerikanerne gik i gang med at stemme, var der ifølge Danske Spils odds 65 procents chance for, at Joe Biden ville vinde valget.

Biden mistede ifølge Peter Emmike Rasmussen sin oprindelige favoritværdighed ved 03-tiden dansk tid.

"Det er for alvor tippet i morgentimerne, efter at blandt andet Florida og Texas er udråbt til at være republikansk," fortæller han.

Florida og Texas er nogle af de stater, hvor der er mange valgmænd på spil. Her har Donald Trump sikret sig henholdsvis 29 og 38 valgmænd.

For at blive valgt kræver det mindst 270 valgmænd.

Peter Emmike Rasmussen fortæller, at danskerne har spillet otte millioner kroner på udfaldet af præsidentvalget hos Danske Spil.

Hvis Donald Trump ender med at vinde valget, står spiludbyderen til at skulle udbetale omkring 3,5 millioner kroner.

"Vi havde et folketingsvalg sidste år, som vi synes, var rigtig flot, men denne gang har to personer slået det med længder," siger han.

Interessen er den største for et politisk spil nogensinde hos Danske Spil, fortæller han.

"Interessen svarer til en rigtig god Champions League-kamp i fodbold. Og det er trods alt ikke alle dage, der spilles så store kampe. Det er meget overvældende," lyder det fra oddssætteren.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også