Trump aflyser handelssamtaler med Kina

Mandag roste USA's præsident Kina for at købe flere amerikanske varer. Tirsdag har han aflyst handelssamtaler.
Foto: Tom Brenner/REUTERS / X06967
Foto: Tom Brenner/REUTERS / X06967
AF RITZAU

Handelsforhandlinger mellem USA og Kina er aflyst, oplyser USA's præsident, Donald Trump, tirsdag. Det skriver nyhedsbureauet dpa.

Trump begrunder det med, at Kina skulle have gjort mere for at forhindre virusudbruddet.

- Med det, de har gjort mod dette land og verden, vil jeg ikke tale med Kina lige nu. De skulle have stoppet det. Så det er korrekt, jeg har aflyst samtaler med Kina, siger han med henvisning til coronavirusset, der blev registreret første gang i den kinesiske by Wuhan omkring årsskiftet.

Trump har tidligere anklaget Kina for at være skyld i, at virusset siden har spredt sig globalt.

Udmeldingen om de aflyste handelssamtaler kommer, få dage efter at repræsentanter for de to lande skulle have drøftet den såkaldte fase 1-handelsaftale, som parterne aftalte i januar. Men det planlagte møde blev aflyst.

Det er uvist, om Trump overvejer helt at droppe aftalen med Kina, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Trumps udmelding kommer ifølge dpa, dagen efter at han roste Kinas øgede import af amerikanske landbrugsvarer, som er et af de centrale punkter i fase 1-aftalen.

Ligeledes mandag sagde Trumps rådgiver på handelsområdet, Peter Navarro, i et interview med tv-stationen CNBC, at fase 1-aftalen er på "rette spor".

Men Navarro beskyldte i interviewet også Kinas politiske ledere for sammen med Demokraterne i USA at arbejde for et nederlag til Trump ved præsidentvalget i november.

Overordnet har Trump i sin tid som præsident arbejdet for at nedbringe USA's store underskud i samhandlen mellem verdens to største økonomier.

Fase 1-aftalen, som blev underskrevet i januar, indebærer blandt andet, at Kina skal øge sin import af især amerikanske landbrugsvarer.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også