Bolsonaro truer med at trække Brasilien ud af WHO

Torsdag registrerede Brasilien hidtil højeste antal nye coronadødsfald. Nu truer præsident med WHO-udmeldelse.
Foto: Adriano Machado/Reuters/Ritzau Scanpix
Foto: Adriano Machado/Reuters/Ritzau Scanpix
AF RITZAU

Brasiliens præsident, Jair Bolsonaro, truer fredag lokal tid med at trække landet ud af Verdenssundhedsorganisationen, WHO.

Det sker, efter at WHO har advaret lande om for tidligt at slække på coronatiltag.

Bolsonaro siger, at hvis ikke WHO ophører med at være en "partisk politisk organisation", så vil Brasilien overveje at forlade FN-organisationen.

USA's præsident, Donald Trump, der bærer en række ideologiske ligheder med Bolsonaro, sagde sidste måned, at USA ville ophøre med at have forbindelse til WHO.

Her lød beskyldningen, at organisationen i for høj grad lod sig styre af Kina, hvor coronavirussets første udbrud viste sig omkring årsskiftet.

Tidligere fredag, da WHO-talsmand Margaret Harris blev spurgt til Brasiliens gradvise ophævelse af coronarestriktioner, sagde hun:

"Epidemien, udbruddet, i Latinamerika er dybt, dybt bekymrende," lød det.

Hun uddybede, at blandt de seks kriterier for at slække på karantænetiltag "er et af dem ideelt set, at smitten er dalende".

Torsdag registrerede Brasilien det hidtil højeste antal nye coronadødsfald på 24 timer, 1437, hvilket sendte det samlede dødstal over Italien, hvor der dog også bor markant færre mennesker.

Fredag melder landets sundhedsministerium om 1005 nye dødsfald og over 30.000 nye smittede. Dermed er det samlede smittetal langt over 600.000.

På den brasilianske avis Folha de S. Paulos forside var der fredag en leder, der gjorde opmærksom på, at det blot var 100 dage siden, at Bolsonaro havde kaldt en coronavirus for "en lille influenza".

"Mens du læser dette, er endnu en brasilianer død af coronavirus," skriver avisen.

Brasiliens sundhedskrise er smeltet sammen med en politisk krise, da præsident Jair Bolsonaro åbent har været i sammenstød med lokal- og delstatsregeringer om coronatiltag.

Præsidenten har talt imod for strenge tiltag på grund af effekten på økonomien. Der har været store demonstrationer både for og imod præsidenten.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også