Medier: Coronakrisen rammer dansk økonomi hårdt

Regeringen spår et fald på 5,3 procent i bnp i år som konsekvens af coronakrisen og nedlukningen af samfundet, erfarer flere medier.
Fra flere sider lyder det, at finansminister Nicolai Wammen (S) tirsdag kommer til at præsentere nedslående forventninger til dansk økonomi. | Foto: Niels Christian Vilmann//
Fra flere sider lyder det, at finansminister Nicolai Wammen (S) tirsdag kommer til at præsentere nedslående forventninger til dansk økonomi. | Foto: Niels Christian Vilmann//
AF RITZAU

Coronakrisen kommer til at ramme dansk økonomi hårdt i 2020.

Dansk økonomi skrumper med 5,3 procent i år grundet nedlukning af samfundet. Det viser Økonomisk Redegørelse, som finansminister Nicolai Wammen (S) vil præsentere tirsdag klokken 12.

Det erfarer Børsen, Bloomberg og TV2 News.

Arbejdsløsheden vil stige, og boligpriserne vil falde, viser redegørelsen desuden ifølge medierne.

I april kom Finansministeriet med en prognose for dansk økonomi. Den indeholdt tre scenarier. Disse bød på væksttab på mellem tre og seks procent.

Ifølge redegørelsen forventer regeringen dog et plus på fire procent på væksten i bruttonationalproduktet (bnp) næste år.

Allerede mandag meddelte Finansministeriet, at den danske stat har brug for en stor milliardindsprøjtning for at have penge til at betale de hjælpepakker, der er vedtaget under coronakrisen for at redde hårdt pressede virksomheder.

Samlet set har den danske stat brug for 294 milliarder kroner i finansiering i år. Det er 207 milliarder kroner mere, end forventningen var i slutningen af 2019, hvor coronavirusset ikke havde ramt verden.

"Behovet for ekstra finansiering skyldes særligt hjælpepakkerne i forbindelse med coronaepidemien, men også blandt andet ventede lavere skatteindtægter grundet de økonomiske konjunkturer," skrev Finansministeriet mandag.

Hjælpepakkerne står til at udløbe 8. juli. De giver blandt andet kompensation for løn til hjemsendte ansatte og virksomheders faste udgifter.

Hos Dansk Industri (DI) er man bange for, at krisen kan vise sig at være endnu større, end Finansministeriet har regnet sig frem til.

"Der er lukket for adgang til vores eksportmarkeder, og efterspørgslen falder drastisk, hvilket rammer danske virksomheder ekstremt hårdt," siger underdirektør i DI Morten Granzau.

"Vi skønner en samlet nedgang i eksportomsætningen på 170 milliarder kroner i år," tilføjer han.

"Der er brug for stærk politisk indsats for at understøtte dansk eksport, konkurrencekraften og de næsten 850.000 arbejdspladser, der er afhængige af den."

Konservative åbner op for at forlænge ordningen for lønkompensation 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også