Styrelse stopper adgang til malariamedicin: Danskere skal ikke være "forsøgskaniner"

Malariamidlet klorokin har måske en effekt på coronapatienter. Men det er ikke dokumenteret, og derfor skrider Lægemiddelstyrelsen ind med regulering.
Lægemiddelstyrelsen har midlertigt afskåret praktiserende lægerfra at kunne udskrive malariamedicinen klorokin, siger styrelsens direktør, Thomas Senderovtiz. | Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Lægemiddelstyrelsen har midlertigt afskåret praktiserende lægerfra at kunne udskrive malariamedicinen klorokin, siger styrelsens direktør, Thomas Senderovtiz. | Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
AF HENRIK PHILIP HARE

Over de seneste uger har malariamidlet klorokin flere gange været et samtalemne, da det muligvis har en positiv effekt på patienter med svære symptomer på coronavirus.

Trods nogle lægers tiltro til midlet er effekterne dog ikke dokumenteret og undersøgt. Derfor har Lægemiddelstyrelsen valgt at skride ind, så det gældende fra mandag ikke er muligt for praktiserende læger at udskrive det.

Det har styrelsen oplyst til TV 2.

"Vi skal vide, om det virker, og derfor skal der laves kliniske forsøg. Man skal ikke gå ud og bruge medicin lemfældigt med patienter som forsøgskaniner uden garanti for, at medicinen virker," har Thomas Senderovitz, direktør i Lægemiddelstyrelsen, sagt til TV 2 om beslutningen.

Brugsforbuddet gælder ikke speciallæger og hospitaler.

Dermed kan Hvidovre Hospital begynde at teste med midlet i denne uge som annonceret lørdag.

Her skal arbejdet med klorokin-test ledes af Thomas Benfield, der er professor i infektionssygdomme ved hospitalet. Også den praktiserende læge Stig Ekkert er inde over hospitalets arbejde med klorokintest, men det bliver altså kun i regi af hospitalet, at midlet kan blive udskrevet.

Hvidovre Hospital har oplyst til TV 2 Lorry, at man vil give klorokin til patienter, som er testet positive for coronavirus – men også til pårørende for at se, om midlet også kan bruges forebyggende, så smitte helt kan undgås.

Lægemiddelstyrelsen kalder det "fremragende", at man på hospitalet undersøger brugen af klorokin under kontrollerede forhold. Men man vil altså ikke have praktiserende læger til at give adgang til midlet på nuværende tidspunkt.

Thomas Senderovitz appellerede torsdag til, at befolkningen generelt bevarer den kritiske sans, når historier om nye mulige midler mod coronavirus kommer frem.

"Det er mig meget magtpåliggende at sige, at man ikke bare skal tage armene i vejret, når den første og bedste nyhed dukker op. Vi skal være helt sikre på, at medicinen virker, og at den er sikker at anvende," sagde Senderovitz på et pressemøde.

Hvidovre Hospital vil teste malariamiddel som kur mod corona 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også