Apoteker rationerer medicin for at undgå hamstring

Apoteker og supermarkeder har fået besked på kun at udlevere én pakke af hver type håndkøbsmedicin per kunde.
Foto: Finn Frandsen
Foto: Finn Frandsen
AF RITZAU

Apotekerne har fået besked på kun at udlevere én pakke af hver type medicin, når det kommer til almindeligt håndkøb. Det gælder også supermarkeder eller andre steder, hvor man kan købe håndkøbsmedicin.

Det sker, efter at sundhedsminister Magnus Heunicke (S) har aktiveret dele af lægemiddelberedskabet, for at undgå at der opstår forsyningsproblemer med medicin. Det er for at modvirke hamstring.

Det skriver Lægemiddelstyrelsen i en meddelelse.

Fra i dag (torsdag red.) kan man heller ikke købe mere receptpligtig medicin end det, der svarer til ens normale forbrug.

"Det gør vi for at undgå, at borgere begynder at hamstre medicin, og tømmer de lokale apoteker. Det er for at sikre, at vi ikke kommer i en situation, hvor der mangler medicin ude på apotekerne," siger Thomas Senderovitz, der er direktør i Lægemiddelstyrelsen.

Allerede i går (onsdag aften red.) kom der meldinger ind fra døgnapotekerne om, at borgerne var begyndt at rive medicin ned fra hylderne, forklarer direktøren.

"Det her er en klar tilkendegivelse af, at vi hellere vil være på den sikre side, inden epidemien for alvor bryder løs. Så vi sikrer, at vi har medicin nok, og det ikke ligger hjemme på folks hylder," siger han.

Det er samtidig for at sikre, at der også fremover vil være medicin nok til dem, der virkelig har brug for det, påpeger direktøren.

Lægemiddelstyrelsen følger situationen nøje, og det kan ikke udelukkes, at andre tiltag kan blive nødvendige.

Torsdag morgen opfordrede fødevareminister Mogens Jensen (S) på et pressemøde til, at alle handler som normalt og ikke hamstrer på grund af coronakrisen.

Onsdag aften stormede folk ned i supermarkederne og hev varer ned fra hylderne.

Mogens Jensen vurderer, at folk har handlet på grund af nervøsitet omkring coronasituationen.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også