Nye virustilfælde i Kina falder til det laveste i seks uger

Mens antallet af nye virustilfælde falder i Kina, så har man i Sydkorea erklæret "krig" mod sygdommen i et forsøgpå at få kontrol med smittespredningen i landet.
Foto: Thomas Peter/REUTERS / X90176
Foto: Thomas Peter/REUTERS / X90176
AF RITZAU

Både antallet af virusdødsfald i Kina og antallet af nye smittede faldt mandag sammenlignet med søndag.

Det oplyser Kinas Nationale Sundhedskommission tirsdag i dens daglige opdatering af det foregående døgns udvikling af virusudbruddet.

Mandag den 2. marts var der 31 dødsfald mod 42 dagen forinden, mens antallet af nye smittetilfælde faldt til 125 fra 202.

Det er det laveste antal nye tilfælde af smittede i løbet af et døgn siden den 21. januar.

Udbruddet af det nye coronavirus, som Verdenssundhedsorganisationen (WHO) har navngivet sars-CoV-2, begyndte i den kinesiske Hubei-provins i december, og det er også i det område, at virusset kræver de fleste menneskeliv.

Af mandagens 42 dødsfald skete de 31 i Hubei-provinsen. Det samlede dødstal i fastlands-Kina, som ikke omfatter Macao, Hongkong og Taiwan, har nået 2943.

"Krig" mod corona i Sydkorea

Men hvor udviklingen omkring smittespredningen ser forbedret ud, så ser det anderledes skidt ud i Sydkorea.

Tirsdag erklærer landets regering "krig" mod coronavirus og sætter alle regeringskontorer i 24-timers alarmberedskab.

Imens nærmer antallet af smittede sig 5000 i Sydkorea, som er det land med flest smittetilfælde uden for Kina.

"Hele landet har påbegyndt en krig mod denne smitsomme sygdom," siger præsident Moon Jae-in.

I Sydkorea er smittetallet steget hurtigt de seneste dage, og en række begivenheder - heriblandt K-pop-koncerter og hele sportssæsoner - er blevet udskudt og aflyst.

Ferier i skoler og børnehaver er blevet forlænget med tre uger i hele landet.

Stimulerer virusramt økonomi med 150 mia. kr.

Centralbanken har advaret om negativ vækst i første kvartal for landets økonomi, der er verdens 12. største. Epidemien vil gå ud over både forbrug og eksport, lyder det.

Moon har meddelt, at regeringen vil pumpe over 150 milliarder danske kroner ind i økonomien for at gøre noget ved den "alvorlige" situation.

Sydkorea bekræftede 477 nye coronatilfælde tirsdag og to nye dødsfald, hvilket bragte det samlede dødstal op på 28. Det meddeler landets center for sygdomskontrol og -forebyggelse.

Mere end halvdelen af tilfældene kan spores til Shincheonji-kirken, en hemmelighedsfuld religiøs gruppe.

EU hæver risikovurderingen for coronavirus fra moderat til høj

122 danskere er i hjemmekarantæne på grund af coronavirus

I værste fald kan 500.000 danskere få virus på få måneder 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også