Første danske tilfælde af coronavirus bekræftet

Coronavirussen er nu for første gang konstateret hos en dansk person. Det drejer sig om en medarbejder hos TV 2.
AF RITZAU

Den første dansker er blevet testet positiv for coronavirus.

Det oplyser Sundheds- og Ældreministeriet i en pressemeddelelse.

Ifølge ministeriet er personen blevet konstateret smittet natten til torsdag. 

"Vi tager den nye situation meget alvorligt. Arbejdet med at inddæmme og opspore er nu gået i gang." 

"Vi vil gøre alt, hvad vi kan for at undgå at sygdommen breder sig i Danmark," siger sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke (S).

Ifølge TV 2 er den smittede en medarbejder på tv-stationen. Han var i sidste uge på skiferie i det nordlige Italien med sin familie. 

I Europa har særligt det nordlige Italien været ramt af det potentielt dødelige coronavirus. 

Styrelsen for Patientsikkerhed er i tæt dialog med den smittede om de personer, som vedkommende har været i kontakt med. 

"Arbejdet med kontaktsporing og inddæmning er dermed gået i gang," skriver Sundheds- og Ældreministeriet i pressemeddelelsen. 

TV 2 skriver, at den smittede medarbejders kone og søn også er blevet testet for coronavirus. Begge test viste sig at være negative.

Forventer flere tilfælde

Efter at den første dansker er blevet smittet med coronavirus, må der forventes at komme flere tilfælde i den næste tid.

Det vurderer Sundhedsstyrelsen i en pressemeddelelse.

"Efter udviklingen i Italien over weekenden, havde vi forventet snart at se tilfælde af covid-19 i Danmark, så vi er ikke overraskede, og vi må forvente at se flere tilfælde i de kommende dage og uger," skriver Sundhedsstyrelsen.

Tilfældet med den smittede ændrer ikke på den aktuelle risikovurdering, som Statens Serum Institut og Sundhedsstyrelsen udsendte tidligere i denne uge.

I den vurderes der at være en lav risiko for, at der vil komme udbredt smitte i Danmark, og lav risiko for at det danske sundhedsvæsen bliver udfordret.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også