Københavnske skoler vil tilbyde hpv-vaccination

Samtlige elever i 6. klasserne i Københavns Kommune tilbydes hpv-vaccination i skoletiden, skriver Berlingske.
Piger på københavnske folkeskoler kan fremover blive vaccineret mod HPV i skoletiden. | Foto: Thomas Borberg/Digitalt foto
Piger på københavnske folkeskoler kan fremover blive vaccineret mod HPV i skoletiden. | Foto: Thomas Borberg/Digitalt foto

Københavns Kommune indfører hpv-vaccination på alle skoler.

Det skriver Berlingske.

Samtlige elever i 6. klasserne i kommunen bliver nu tilbudt at blive vaccineret i skoletiden.

Det siger fungerende sundhedsborgmester i Københavns Kommune, Klaus Mygind (SF), til avisen.

Eleverne i 6. klasser i København vil snart få besked via deres forældres e-Boks. Dermed bliver Københavns Kommune den første i Danmark til at tilbyde elever at blive hpv-vaccineret på skolen.

Målet er at beskytte dem mod livmoderhalskræft og andre former for kræft.

"Der er for få, der bliver vaccineret i København," siger Mygind. 

"Det er selvfølgelig vigtigt, at forældrene tager ansvar her, men skolerne kan også skubbe på med viden og god undervisning, som kan inddrages i forbindelse med vaccinationen og være med til at få folk til at tage stilling og handle. Ligeledes kan skolen have blik for, at der måske er nogle børn, som måske skal have en ekstra hånd for at blive vaccineret," siger han.

Tilbuddet i København kommer i forlængelse af et pilotprojekt. Her fik elever på fire skoler i kommunen mulighed for at blive hpv-vaccineret i skoletiden.

145 elever i 6. klasserne fik ifølge Berlingske tilbuddet. Og 26 fik den første vaccine og 20 også den anden, viser en opgørelse.

I den udvidede ordning får alle elever i 6. klasse tilbuddet i marts og september 2020, skriver Berlingske.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også