Sveriges nye life science-strategi rummer gode tiltag – men finansiering mangler

Udnyttelse af sundhedsdata, flere kliniske studier og international rekruttering er nogle af de otte fokusområder i Sveriges nye life science-strategi. Brancheorganisationen SwedenBIO er glade for, at en samlet strategi nu er udstukket, men savner et konkret budget til planerne.
Jenni Nordborg blev i februar 2018 udpeget til at koordinere den svenske regeringens målsætning om at fremsætte en national life science-strategi. | Foto: Johan Wessman
Jenni Nordborg blev i februar 2018 udpeget til at koordinere den svenske regeringens målsætning om at fremsætte en national life science-strategi. | Foto: Johan Wessman
af News Øresund

Sverige skal være en ledende nation inden for life science. Det er ambitionen i Sveriges nye life science-strategi, som torsdag blev præsenteret på Daneryds Sygehus nær Stockholm af henholdsvis den svenske erhvervsminister Ibrahim Baylan, socialminister Lena Hallengren og uddannelses- og forskningsminister Matilda Ernkrans, mens chefen for Sveriges life science-kontor, Jenni Nordborg, også var til stede.

"Life science-industrien er en af vores vigtigste industrier, som vi skal værne om. Vi skal sikre, at svenske virksomheder får de nødvendige betingelser, der kræves for at vokse og indtage plads på det internationale marked samtidig med at vi vil være et førstevalg for den globale industris investeringer," siger erhvervsminister Ibrahim Baylan i en pressemeddelse.

Strategien er resultatet af et knap to års undersøgelsesarbejde, hvor en life science-enhed nedsat af regeringen har lyttet til inputs fra erhvervslivet, brancheorganisationer, universitetsverden og sundhedssystemet. Det har resulteret i otte nationale fokusområder med 30 målsætninger. Blandt andet ønsker regeringen at prioritere området for præcisionsmedicin, udnytte sundhedsdata i større omfang, øge antallet af kliniske studier, udbrede velfærdsteknologi i sundhedsplejen bedre og rekruttere flere kloge hoveder fra udlandet.

Budgettet mangler

Helena Strigård, administrerende direktør i brancheforeningen SwedenBIO, der repræsenterer 276 virksomheder inden for life science-branchen, er glad for, at strategien nu er klar.

"Jeg er lettet og glad for, at strategien endelig er kommet. Vi har ventet på den ganske længe," siger hun med reference til, at Danmark allerede i 2016 nedsatte et vækstteam, der siden kom med anbefalinger til Danmarks life science-strategi fra marts 2018.

SwedenBIO har bidraget med inputs til strategien, og Helena Strigård er tilfreds med målsætningen om at blive et mere attraktivt land for virksomheder og investeringer inden for life science. Hun ser også positivt på målsætningen om, at forskere fra industrien kan bruge forskningsinstitutioner som fx SciLifeLab i Stockholm og Uppsala, MAX IV i Lund og det kommende European Spallation Source (ESS) i samme by, så det ikke kun er et lukket miljø for universitetsansatte.

Men strategien har én væsentlig svaghed, påpeger Helena Strigård.

"Der er ikke nogen penge, der følger med strategien," siger hun.

Derfor ser hun strategien som startskuddet til en styrket life science-indsats, som nu skal konkretiseres.

"Der er udpeget en retning, og det er godt, men vi savner ressourcer fra regeringens side for at virkeliggøre planen," siger Helena Strigård.

Det anslås, at 42.000 er beskæftiget i life science-branchen i Sverige. I 2018 udgjorde eksporten af lægemidler og medicinteknik samlet 6,7 procent af den samlede vareeksport.

Denne artikel og billedmateriale er videreformidlet af Ritzaus Bureau på vegne af News Øresund.

Danmark er det eneste skandinaviske land i medicinalbranchens top 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også