Novo Nordisk Fonden giver 120 mio. kr. til forskning i smitsomme sygdomme

Novo Nordisk Fonden har netop bevilget 120 mio. kroner til to forskningsprojekter og åbnet for en trecifret millionpulje til at støtte forskning næste år inden for temaer om naturen, økosystemer og den aldrende befolkning.
I 2020 har Novo Nordisk Fondens Challenge-program et budget på 480 mio. kr. og uddeler mellem 30 - 60 mio. kr. til forskningsprojekter inden for fire temaer. | Foto: KRISTIAN DJURHUUS//
I 2020 har Novo Nordisk Fondens Challenge-program et budget på 480 mio. kr. og uddeler mellem 30 - 60 mio. kr. til forskningsprojekter inden for fire temaer. | Foto: KRISTIAN DJURHUUS//

To forskere har netop fået 60 mio. kr. hver af Novo Nordisk Fonden til at understøtte deres forskning, og fonden løfter nu sløret for de temaer, som forskere kan søge projektstøtte til næste år under fondens Challenge-program.

De to forskningsprojekter, som fonden netop har bevilget 120 mio. kroner til, fokuserer på fremkomsten af nye smitsomme sygdomme. Projekterne fokuserer på henholdsvis vedvarende bakterielle infektioner og udveksling af influenza A mellem svin og mennesker.

"Vi har valgt at støtte to projekter, som på hver sin måde søger svar på, hvordan vi udvikler nye metoder til at undersøge og behandle smitsomme sygdomme i fremmarch. Begge projekter fokuserer på, hvordan de respektive sygdomme udvikler sig såvel som at arbejde hen imod forbedrede muligheder for diagnostik og behandling," siger Niels-Henrik von Holstein-Rathlou, der er chef for biomedicin og sundhedsforskning ved Novo Nordisk Fonden i en pressemeddelelse.

Millioner til Rigshospitalet og Københavns Universitet

Den ene bevilling går til professor Helle Krogh Johansen fra Klinisk Mikrobiologisk Afdeling ved Rigshospitalet.

Hun modtager 60 mio. kroner til projektet ’Persistent Bacterial Infections’. Forskningen undersøger vedvarende bakterielle infektioner og dermed, hvorfor nogle infektioner varer ved, og hvordan behandlingen bliver forbedret.

Et eksempel på en vedblivende bakteriel infektion kan været et bensår, der er opstået som komplikation til type 2-diabetes, og som trods relevant antibiotikabehandling er blevet permanent.

"Fra min kliniske dagligdag som overlæge på Rigshospitalet ved jeg, at vedvarende bakterielle infektioner er et stort problem for patienterne. Derfor betyder det meget for mig at kunne realisere dette forskningsprojekt, som giver mulighed for at tilføre området ny viden om, hvorfor nogle bakterielle infektioner holder ved. Forhåbentlig vil det betyde, at vi kan sætte ind tidligere med den rette behandling og undgå, at patienter får en vedvarende infektion og dermed skåne patienterne for unødige gener," siger Helle Krogh Johansen i pressemeddelelsen.

Den anden bevilling går til professor Lars Erik Larsen fra Institut for Veterinær- og Husdyrvidenskab ved Københavns Universitet. Han modtager 60 mio. kr. til et projekt, som samler forskere, der beskæftiger sig med virologi og immunologi hos både dyr og mennesker. Forskerne skal arbejde sammen for at karakterisere markører for influenzavirus hos mennesker og svin med det formål at finde ud af, hvorfor nogle influenzavira smitter fra svin til mennesker.

I alt har Novo Nordisk Fonden uddelt 300 mio. kr. til forskning gennem fondens Challenge-program i 2019.

Novo Nordisk Fondens Challenge Programme uddeler hvert år et trecifret millionbeløb til forskningsprojekter inden for skiftende temaer. Fonden har netop åbnet for ansøgninger til Challenge-programmet næste år, hvor der uddeles op til 480 mio. kroner fordelt på fire temaer. 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også