Erhvervslobby ser gyldne muligheder for virksomheder i sundhedsreform

Erhvervsorganisationerne Dansk Erhverv og Dansk Industri glæder sig over, at erhvervslivet kan komme til at spille en større rolle i sundhedsvæsenet, som regeringen og Dansk Folkeparti i dag er blevet enige om at reformere. (opdateret)
Foto: Dansk Industri/PR
Foto: Dansk Industri/PR

Regeringen og Dansk Folkeparti har tirsdag formiddag præsenteret en aftale om en kommende reform af sundhedssektoren, der har som ambition at styrke det nære sundhedsvæsen, sådan at flere patienter kan behandles tæt på hjemmet.

Ifølge erhvervsorganisationen Dansk Industri betyder det blandt andet, at erhvervslivet kan komme til at spille en større rolle i form af blandt andre telemedicinske løsninger.

"For virksomhederne har det været vigtigt, at sundhedsreformen skaber de rigtige rammer for at prioritere og udvikle det offentlig-private samarbejde i sundhedsvæsenet. Vi er glade for, at aftalen også har fokus på, at virksomhederne skal bidrage til at udvikle vores sundhedsvæsen," siger direktør Tine Roed, Dansk Industri, i en meddelelse.

"Telemedicin er et skoleeksempel på, hvordan vi kan forbedre og fremtidssikre vores sundhedsvæsen, men vi skal have udviklet endnu flere løsninger, og her er samarbejdet mellem sundhedsvæsenet og virksomhederne helt afgørende," lyder det.
Dansk Erhverv mener også, at det er vigtigt, at sundhedshusene samarbejder med de private aktører.

"Helt overordnet er det bare vigtigt at pointere, at gode virksomheder står på spring for at hjælpe med at udvikle og forbedre sundhedsvæsenet," udtaler Mette Feifer, markedsdirektør i Dansk Erhverv, i en pressemeddelelse og tilføjer:

"Det løfter sundhedsvæsenet og er i øvrigt også nødvendigt, hvis der skal være råd til fremtidens sundhedsvæsen, hvor danskerne skal have tilbudt den bedste og mest innovative behandling.

Dansk Erhverv har en målsætning om, at vi skal have et sundhedsvæsen i verdensklasse, hvor patienterne skal have ret hurtig udredning og behandling samt innovative lægemidler og medicinsk udstyr. Det kræver samarbejde."

Der er fundet 9 mia. kr. til at finansiere reformen, og pengene er bl.a. fundet ved at nedlægge regionsrådene og reducere administration.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også