MedWatch

Analytikere tror på kort udskydelse af brexit

Efter tirsdagens afvisning af en brexit-aftale i det britiske parlament er det mest sandsynlige scenarie nu, at briternes udtræden af EU udskydes, vurderer analytikere.

Bloomberg
Foto: Bloomberg

Tirsdag aften stemte det britiske underhus med overbevisende flertal nej til premierminister Theresa Mays seneste brexitaftale med de resterende 27 EU-lande, og derfor er der nu udsigt til yderligere to afstemninger de kommende dage.

Allerede onsdag skal parlamentarikerne nemlig tage stilling til, om man vil have et brexit uden en aftale, og siger man nej til det, ventes de senere at skulle stemme om en udskydelse af brexit til senere end den planlagte dato den 29. marts.

"Vi tror, det mest sandsynlige er, at vi nu får en kort forlængelse af Artikel 50 -deadlinen, men det er klart, at hvis man ser på udviklingen med Bruxelles-øjne, hvad er det så, der skal ændre sig de kommende to måneder? Det er ikke sikkert, at EU uden videre vil give en forlængelse," skriver Mikael Olai Milhøj, senioranalytiker hos Danske Bank, i en kommentar.

"Dele af EU taler da også for, at man meget hellere vil have en lang forlængelse end en kort. Det er det, vi skal holde øje med de kommende dage, for EU27-lederne skal være enige om, hvad de vil."

Hos Nordea er analytiker Morten Lund enig i vurderingen:

"Underhuset vil de kommende dage formentlig forsøge at undgå et udfald uden en aftale ved at forlænge Artikel 50. Brexit-sæbeoperaen fortsætter," skriver han og vurderer, at en potentiel ny deadline for brexit kan blive i midten af maj.

Blandt andet peger Morten Lund på, at et senere brexit vil betyde, at Storbritannien ville skulle sende medlemmer til det nye EU-parlament efter det kommende valg, og det ville være en yderligere komplikation.

Hos Nordea Bank regner analytikeren i sidste ende med en aftale, da Morten Lund peger på, at der blandt flertallet af de britiske parlamentsmedlemmer ikke ønsker en no-deal, ligesom en mulig ny afstemning om at forlade EU har mange forhindringer foran sig - blandt andet at Theresa May er imod.

"På et eller andet tidspunkt må noget give sig. Vi tror, det vil være ideologi, så pragmatismen kan vinde."

Pundet var gennem tirsdagen svækket over for andre valutaer, efterhånden som det stod klart, at der var lagt op til et nej. Efter afstemningen styrkedes den kortvarigt en smule, men faldt derefter tilbage til niveauet omkring 8,6291 kr. for et pund.

Det er dog en styrket valuta i forhold til udgangen af 2018, da pundet lå i 8,2500 kr., og det forklarer Danske Banks analytiker Mikael Olai Milhøj med, at markedet fortsat tror på, at et brexit uden en aftale ikke er det mest sandsynlige.

Theresa Mays brexitaftale stemmes ned af stort flertal

Relaterede

Seneste nyt

Ledige job

Se flere

Se flere

Latest news

Seneste nyt fra Watch Medier