Hollandske apoteker laver egen kopimedicin i protest mod høje priser

Tre hollandske apoteker er gået sammen om at producere deres egne versioner af patenterede lægemidler, som de mener er uretfærdigt prissat.
En af de hollandske rebelfarmaceuter fra hospitalet Amsterdam UMC demonstrerer her forberedelsen af et egenopblandet lægemiddel. | Foto: Ritzau Scanpix/Reuters/Eva Plevier
En af de hollandske rebelfarmaceuter fra hospitalet Amsterdam UMC demonstrerer her forberedelsen af et egenopblandet lægemiddel. | Foto: Ritzau Scanpix/Reuters/Eva Plevier

På hospitaletsapoteket i Erasmus Medical Center i Rotterdam er farmaceuten Emar Thomasa begyndt at producere sin egen version af Novartis' lægemiddel Lutathera.

Han er en del af en ny bevægelse i træskolandet, hvor tre apoteker i protest mod høje medicinpriser har taget sagen i egen hånd og nu udvikler efterligninger af patenterede lægemidler mod kræft og sjældne sygdomme.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Farmaceuterne udnytter til formålet deres ret til at fremstille egne opblandinger af lægemidler. Hvis en patient eksempelvis ikke kan tåle et farvestof eller lignende, har apotekerne ret til at lave en opblanding uden stoffet uanset patentbeskyttelse.

Ifølge Reuters har medicinalvirksomheder fremhævet usikkerheden ved den type lægemidler, men de hollandske apoteker har fået opbakning fra Hollands regering, som også ønsker at sænke priserne på medicin.

De hollandske rebelfarmaceuter siger til Reuters, at de forventer et søgsmål fra medicinalindustrien, men håber på at kunne sætte præcedens, der kan sprede sig til andre europæiske lande.

Emar Thomasa og Erasmus Medical Center sælger deres version af Lutathera, som er et middel mod en specifik række kræfttumorer, for 16.000 euro for en fuld behandling, mens Novartis ifølge Reuters tager det femdobbelte for deres originale middel.

Udover Erasmus Medical Center er også apoteket på hospitalet Amsterdam UMC og Transvaal Apotheek i Haag med i oprøret mod medicinpriser.

"Medicinalindustrien spiller en vigtig rolle i at udvikle gode produkter, men vi synes ikke, det er retfærdigt, hvis disse firmaer tjener masser af penge på de her patienter," siger Marleen Kemper, der er farmaceut hos Amsterdam UMC, til Reuters.

Novartis' adm. direktør Vas Narasimhan siger til Reuters, at selskabets pris er retfærdig, og at det EMA- og FDA-godkendte Lutathera ikke kan sammenlignes med de hollandske farmaceuters efterligning.

Apotekers egenopblandinger har før vist sig skadelige, noterer Reuters: I 2012 blev et udbrud af meningitis, der slog 60 mennesker ihjel, sporet til forurening i et apoteks egenopblanding af et steroidemedikament.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også