Chemometec fastholder forventninger - vokser stadig hurtigt trods global komponentmangel

I Chemometecs regnskab for første kvartal holder laboratorieselskabet fast i sine forventninger, som også blev opjusteret for kort tid siden, men virksomheden ser også en øget usikkerhed forude.
Foto: Chemometec / PR
Foto: Chemometec / PR
af marketwire

Det går fortsat hastigt fremad for Chemometec, der har tocifret vækst i såvel omsætning som indtjening. Forventningerne fastholdes, men de blev også opjusteret så sent som den 27. oktober.

Selskabet, der laver celletællere til brug i blandt andet medicinalvirksomheder, kommer desuden med lille advarsel.

"Den globale forsyningssituation for råvarer har endnu ikke påvirket Chemometecs leveringsevne vedrørende færdige produkter, men der er øget usikkerhed om den fremtidige leveringssikkerhed, hvis den globale komponentmangel fortsætter ind i 2022," hedder det i kvartalsmeddelelsen.

Den viser en stigning i omsætningen på 33 pct. til 85 mio. kr. fra 63,8 mio. kr. i første kvartal 2020/21.

Samtidig gik driftsresultatet før af- og nedskrivninger, EBITDA, endnu mere frem med 41 pct. til 43,4 mio. kr. fra 30,8 mio. kr., og EBITDA-marginen blev forbedret til 51 pct. fra 48 pct.

Grundet den globale forsyningssituationen er Chemometec til gengæld blevet forsinket med udviklingen af sin nye celletæller, Xcytomatic. Den ventes nu at være færdigudviklet i april 2022 mod tidligere i slutningen af 2021.

Chemometec gentager sine nyligt opjusterede forventninger til regnskabsåret 2021/22 om en omsætning på 335-345 mio. kr. og et driftsresultat (EBITDA) på 160-165 mio. kr.

Chemometec opjusterer - venter bedre omsætning og driftsresultat 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også