EU vil hjælpe vaccineproducenter med at øge produktionen

Træg start på vaccinationer i EU skyldes mangel på fabrikker og ikke dårlig planlægning, siger EU-kommissær.
Foto: SAMEER AL-DOUMY/AFP / AFP
Foto: SAMEER AL-DOUMY/AFP / AFP
AF RITZAU

EU er klar til at hjælpe medicinalfirmaer med at udvide produktionen af vacciner mod coronavirus for at få fjernet "flaskehalse".

Det siger EU's sundhedskommissær, Stella Kyriakides, ifølge det franske nyhedsbureau AFP.

Hun forklarer, at eventuelle forsinkelser i at få godkendte vacciner ud i samfundet skyldes mangel på produktionskapacitet og ikke dårlig planlægning fra EU's side.

Topchefen i Biontech, det tyske selskab som producerer en vaccine sammen med amerikanske Pfizer, har kritiseret EU-systemet for at være trægt i udrulningen af vacciner.

I modsætning til lande som Israel og Storbritannien, der allerede har vaccineret over én million borgere hver, forløber indsatsen langt langsommere i flere EU-lande.

"Den øjeblikkelige flaskehals skyldes ikke omfanget af forhåndsbestillinger, men den globale mangel på produktionskapacitet," siger Stella Kyriakides.

EU har afgivet forhåndsordrer på vacciner hos flere selskaber. Men indtil videre er det kun vaccinen fra Pfizer og Biontech, som er blevet blåstemplet af EU.

En vaccine fra selskabet Moderna ventes at blive godkendt i løbet af få dage.

"Såfremt alle vaccinekandidater bliver godkendt, vil EU have over to milliarder doser til rådighed for alle 450 millioner europæere og deres naboer," siger sundhedskommissæren ifølge AFP.

Stella Kyriakides pointerer, at EU har stillet 100 millioner euro til rådighed for Biontech, så selskabet kan fremstille større mængder af vaccinen.

Hun tilføjer, at EU er parat til at gøre mere for vaccineselskaberne, i takt med at vaccinationskampagnen kommer op i gear.

"Situationen vil blive bedre skridt for skridt," lover hun.

Det er cirka en uge siden, at lande i EU begyndte at vaccinere.

I modsætning til EU har et land som Israel satset stort på vaccinen fra Biontech og Pfizer. I forhold til befolkningens størrelse har Israel vaccineret flere end noget andet land.

Ifølge britiske BBC havde næsten 12 procent af Israels befolkning fået et stik inden 1. januar. Til sammenligning havde Frankrig på det tidspunkt kun vaccineret nogle få hundrede personer.

Israel indledte vaccinationskampagnen 19. december, mens EU-landene først kom i gang i dagene efter jul.

I Danmark har over 32.000 personer fået den første af de to doser coronavaccine, som er påkrævet for at opnå den fulde effekt.

Det svarer til 0,55 procent af befolkningen, oplyste Statens Serum Institut lørdag.

Søndag ankommer der en ny sending til Danmark på 48.000 doser fra en af Pfizers fabrikker.

Avis: AstraZeneca vil sende to millioner vacciner til briterne om ugen 

Svensk vaccineansvarlig: EU godkender Moderna-vaccine mandag

WHO nødgodkender coronavaccine fra Pfizer og Biontech 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også