Lægemiddelstyrelsen sætter tilsyns- og kontrolopgaver på pause

For at leve op til myndigheders restriktioner om tæt samvær stopper Lægemiddelstyrelsen nu sine fysiske kontrolbesøg på virksomheder, hospitaler og laboratorier. Den danske styrelse samarbejder med det europæiske medicinalagentur EMA om nye kontrolmetoder.
Lægemiddelstyrelsens direktør, Thomas Senderovitz, må finde alternative måder at arbejde på for styrelsen under udbruddet af coronavirus. | Foto: Ida Marie Odgaard//
Lægemiddelstyrelsens direktør, Thomas Senderovitz, må finde alternative måder at arbejde på for styrelsen under udbruddet af coronavirus. | Foto: Ida Marie Odgaard//

I lyset af covid-19-situationen i Danmark sætter Lægemiddelstyrelsen indtil videre alle fysiske inspektioner og laboratoriekontroller på pause.

Det oplyser styrelsen i en meddelelse på sin hjemmeside.

Kontrolpausen kommer på grund af myndighedernes nuværende forholdsregler for at inddæmme smitten, der skal begrænse det fysiske samvær i samfundet.

"Det gælder naturligvis også for både myndigheder og lægemiddelindustrien," skriver Lægemiddelstyrelsen.

Dog vil Lægemiddelstyrelsen af hensyn til patientsikkerheden fortsætte med kontorbaserede vurderinger og kontroller.

"Kun i tilfælde, hvor der potentielt kan være risiko for patientsikkerheden, vil Lægemiddelstyrelsen gennemføre udgående, fysiske tilsyn. Ellers indstiller Lægemiddelstyrelsen indtil videre alle fysiske inspektioner og laboratoriekontroller. Inspektionsarbejdet fortsætter dog i et vist omfang med kontorbaserede vurderinger," skriver styrelsen.

En af Lægemiddelstyrelsens opgaver er at inspicere udviklingen, fremstillingen, distributionen, udleveringen og overvågningen af lægemidler og medicinsk udstyr. Inspektionerne skal sikre, at virksomheder, forskerteams med flere følger reglerne og god praksis på området – til gavn for patientsikkerheden.

Lægemiddelstyrelsen inspicerer normalt en lang række forskellige områder – lige fra laboratorier og hospitaler, der udfører kliniske forsøg, til virksomheder, der fremstiller lægemidler og udstyr, og apotekerne, der udleverer og sælger medicin.

Derfor arbejder Lægemiddelstyrelsen i samarbejde med det europæiske medicinalagentur EMA i øjeblikket med at finde fælles kontrolmetoder og vejledninger til industrien, som kan anvendes under det aktuelle covid-19-udbrud.

"Den fælles aftale skal sikre, at både inspektion og kontroller kan gennemføres i overensstemmelse med forebyggelsestiltagene for at undgå smittespredning, samtidig med at hensynet til patientsikkerheden bliver opretholdt, og sådan at væsentlige ansøgninger til godkendelse af kliniske forsøg ikke bliver påvirket," skriver Lægemiddelstyrelsen.

Lægemiddelstyrelsen lovede, at der var nok coronatest i Danmark, men nu er der mangel 

Lægemiddelstyrelsen advarer: Danmark er i fare for at løbe tør for masker og håndsprit 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også