Chemometec-medstifter sælger aktier for 130 mio. kr.

Chemometecs medstifter, næstformand, storaktionær og kupmager Martin Glensbjerg har solgt 500.000 aktier i selskabet for 130 mio. kr.
Martin Glensbjerg har sikret sig en trecifret milliongevinst på sine aktier i Chemometec. | Foto: Chemometec / PR
Martin Glensbjerg har sikret sig en trecifret milliongevinst på sine aktier i Chemometec. | Foto: Chemometec / PR

Aktien hos den Allerød-baserede celletællerproducent Chemometec har efterhånden været på himmelflugt i flere år, og nu benytter selskabets medstifter og næstformand Martin Glensbjerg chancen til at score kassen.

Martin Glensbjerg har således solgt 500.000 af sine aktier i Chemometec for i alt 130 mio. kr.

Det svarer til en pris pr. aktie på 260 kr., hvilket er 8 kr. under kursen på børsen i skrivende stund. Martin Glensbjerg sidder stadigvæk på 1,3 millioner aktier i Chemometec, hvorfor han altså har solgt omkring 28 pct. af sin samlede beholdning.

Aktiesalget kommer efter længere tids optur for Chemometec, hvis aktie er steget 672 pct. på tre år. og 30 pct. alene i år.

Martin Glensbjerg har været med fra begyndelsen i selskabet og var tidligere adm. direktør, men blev fyret i 2013, hvorefter han kuppede bestyrelsen gennem en afstemning hos aktionærerne, der afsatte den daværende bestyrelsesformand Stig Løkke Pedersen.

Forløbet førte desuden til, at Michael Eising blev topchef for Chemometec, hvilket han var indtil slutningen af sidste år, hvor han blev fyret og erstattet af den nuværende topchef Steen Søndergaard.

Skæbnesvangre konsekvenser

Man skal ikke ret langt tilbage i dansk erhvervslivs historie for at finde et eksempel, hvor det fik skæbnesvangre konsekvenser for et selskab, at et højtstående bestyrelsesmedlem solgte aktier efter en længere optur på børsen.

Den 26. august 2018 solgte Ambus daværende bestyrelsesformand Jens Bager 60 pct. af sine aktier til en samlet værdi af 60 mio. kr., hvorefter aktien faldt drastisk.

Jens Bager havde solgt til kurs 241 og blot to måneder senere var aktien halveret til kurs 124.

Dykket fik Jens Bager til at indsende et læserbrev til Berlingske, hvori han fortrød sin beslutning.

"Siden jeg solgte aktierne, er kursen på Ambu-aktien faldet betydeligt. Havde jeg kunnet forudse det, ville jeg aldrig nogensinde have solgt aktierne," skrev Jens Bager.

Ambus aktie koster i øvrigt i dag 161 kr.

Chemometec-aktien slår kursrekord efter optur

Ny Chemometec-topchef jagter vækst – skyder gang i sats på antistoffer 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også