GN er ikke længere tvunget til frasalg

GN reducerede sin rentebærende gæld med 4 mia. kr. i 2023.
Foto: Gn/pr
Foto: Gn/pr
af marketwire

GN har gennem 2023 kæmpet med at få nedbragt sin rentebærende gæld, og det er i vid udstrækning lykkedes bedre, end ledelsen selv havde turdet håbe på.

Det skyldes blandt andet en bedre udvikling i pengestrømmene end tidligere antaget, og i løbet af 2023 blev den rentebærende gæld reduceret med lige knap 4 mia. kr. til 10,6 mia. kr. fra 14,6 mia. kr.

”Det betyder, at vi er gået ind i 2024 med et rigtig godt momentum,” siger Peter Karlstromer, der er adm. direktør hos GN, til MarketWire.

Og den kraftigt reducerede gæld - samtidig med at driftsresultatet igen stiger - betyder også, at nogle af de frasalg, der oprindeligt var en del af GN’s omfattende kapitalplan, ikke længere er tvingende nødvendige.

”Der er ingen tvivl om, at vi med kapitalplanen i maj sidste år havde fire gode søjler. Men vi har leveret stærkt på dem alle sammen, så vi er foran udviklingen i vores egne hoveder. Vi har meget stærkere pengestrømme, end vi havde troet. Så nogle af de aktiver, vi skulle sælge, kan vi nu i stedet frit vælge, om vi er de rigtige ejere af, eller om vi skal sælge,” siger Søren Jelert, der er finansdirektør hos GN, til MarketWire.

”Vi har så at sige det hele i vores egne hænder og er ikke tvunget til at sælge,” uddyber han.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også