Demant-topchef: Høreapparatmarkedet er endelig helt normaliseret

Normaliseringen kommer i en periode, hvor Demant samtidig selv har ganske godt gang i forretningen.
Foto: Demant / Pr
Foto: Demant / Pr
AF MARKETWIRE

Det globale høreapparatmarked er endelig normaliseret efter flere turbulente år med først coronapandemien og siden en masse geopolitisk og makroøkonomisk uro.

Det er en af to grundlæggende faktorer bag den opjustering, som Demant tirsdag aften har offentliggjort.

”Da vi startede året, sagde vi, at det nok bliver et år med 4-6 pct. markedsvækst. Og selv om det er det historiske niveau, ville det have været lidt under det normale niveau over året, fordi sidste år var et ret dårligt år. Men hvis vi nu går helt tilbage til 2019 og trækker en linje, rammer markedet spot on i den periode,” siger Søren Nielsen, der er adm. hos Demant, til Marketwire.

”Så vi opjusterer forventningerne til markedsvæksten i dag. Ikke fordi der pludselig kommer et kæmpe boom i høreapparatsalget, men fordi den stabilisering af markedet, vi har ventet på, endelig har indfundet sig,” fortsætter han.

Og normaliseringen kommer i en periode, hvor Demant samtidig selv har ganske godt gang i forretningen – blandt andet takket være flagskibsproduktet Oticon Real, der blev præsenteret i starten af året.

”Baseret på, at man nu kan sige, at høreapparatmarkederne endelig er stabile, tør vi også melde mere skarpt ud om vores egen præstation,” siger Søren Nielsen.

Demant venter efter opjusteringen en organisk vækst på 11-14 pct. og et driftsresultat før renter og skat (ebit) på 4000-4400 mio. kr. for hele 2023.

Før tirsdagens opjustering lød prognosen på en vækst på 6-10 pct. og et driftsresultat på 3800-4200 mio. kr.

Ved årets indgang var forventningen en organisk vækst på 3-6 pct. og et driftsresultat på 3600-4000 mio. kr.

Analytikerne havde inden tirsdagens regnskab og opjustering ventet en organisk vækst på 9,8 pct. i 2023 samt et driftsresultat (ebit) på 4117 mio. kr.

Det viser estimater indsamlet af Demant selv.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også