GN vil sælge aktier for op mod 2,9 milliarder for at barbere gæld

Et opkøb i 2021 har efterladt GN Store Nord med gæld på 8 mia. kr. Nu skal aktiesalg rejse ny kapital.
GN Store Nord er tynget af gæld efter et køb af gamingvirksomheden Steelseries i 2021. | Foto: Gn/pr
GN Store Nord er tynget af gæld efter et køb af gamingvirksomheden Steelseries i 2021. | Foto: Gn/pr
AF RITZAU

Danske GN Store Nord har onsdag annonceret en ny plan, som skal hjælpe selskabet med at reducere en stor milliardgæld.

Det oplyser virksomheden, der beskæftiger sig med høreapparater og høretelefoner, i en børsmeddelelse. Det skriver erhvervsmedierne MarketWire og Børsen.

GN er tynget af en gæld på omkring 8 mia. kr. efter et opkøb af gamingvirksomheden Steelseries i 2021.

Ifølge Børsen havde GN finansieret opkøbet ved at låne penge. Derfor har det presset dem, at den høje inflation har fået renterne til at stige.

Med den nye plan vil GN sælge aktier for op mod 2,9 milliarder, lyder det.

De vil sælge op mod 17,3 millioner eksisterende og nye aktier i en emission til onsdagens markedskurs på 167,05 kroner, skriver MarketWire. Af dem er op til 3,6 millioner eksisterende, mens op mod 13,7 millioner er nye aktier.

Det kan skaffe GN knap 2,9 milliarder kroner, skriver MarketWire.

En aktieemission betyder, at en virksomhed udsteder og sælger nye aktier. Det gøres typisk, når et selskab har brug for penge.

Ifølge Børsen skal 7 ud af de 8 mia. kr. være betalt senest i 2024.

Avisen skriver, at GN også tidligere på foråret har annonceret, at de vil skaffe mellem 1 og 2 mia. kr. på salg af kontorbygninger samt en portugisisk detailvirksomhed, der blev købt sidste år.

Tidligere på året foreslog bestyrelsen i GN Store Nord en aktieudvidelse, der skulle indbringe op mod 7 mia. kr.

Men det sagde aktionærerne nej tak til, og GN måtte droppe idéen i april.

GN Store Nord har groft sagt to store forretningsben.

Det traditionelt største har været GN Hearing, der laver høreapparater. Men det andet forretningsben, GN Audio, fortsætter med at spille en større rolle. Her udvikles og sælges høretelefoner og headsets.


Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også