GN vil rejse syv mia. kr. ved fortegningsemission

Den danske koncern vil rejse syv mia. kr. gennem salg af nye aktier ved en fortegningsemission, hvor eksisterende investorer har fortrinsret.
Foto: Gn Store Nord / Pr
Foto: Gn Store Nord / Pr
Af Marketwire og Jesper Elkjær Jensen

GN Store Nord planlægger at rejse brutto syv mia. kr. gennem udstedelse og salg af nye aktier.

Det fremgår af en meddelelse til fondsbørsen onsdag aften.

Kapitalrejsningen skal ske via en fortegningsemission med fortrinsret til eksisterende aktionærer i løbet af første halvår 2023.

”Provenuet fra fortegningsemissionen vil blive brugt til at styrke GN’s balance og give passende finansiel fleksibilitet,” fremgår det af meddelelsen.

Koncernen vurderer, at dens kapitalstruktur efter kapitalindsprøjtningen vil opfylde målet om, at den netto rentebærende gæld skal ligge i intervallet en-to gange driftsindtjeningen målt på EBITDA.

GN har hyret J.P. Morgan, Nordea og BNP Paribas som fælles globale koordinatorer og fælles bookrunners, mens SEB også ventes at blive bookrunner.

Kapitaludvidelsen vil være til godkendelse på koncernens årlige generalforsamling 15. marts.

Koncernen offentliggør efter planen sit årsregnskab torsdag morgen. 

Op til har der bl.a. været spænding om, hvordan GN vil håndtere den gæld, den bærer rundt på efter sidste års overtagelse af Steelseries.

”Med en nettorentebærende gæld på 15 mia. kr. og en gearing, der ligger markant over GN’s langsigtede målsætning - sammenholdt med de udfordrede markedsvilkår - ser vi frem til GN’s gennemgang af kapitalstrukturen,” skrev Sydbank-analytiker Søren Løntoft Hansen i en optakt onsdag.

I november lovede GN’s ledelse en grundig gennemgang af sin kapitalstruktur. Planerne om en kapitalrejsning kommer i forlængelse af denne, fremgår det af meddelelsen.

Ifølge investeringsbanken Jeffries vil kapitalrejsningen dog ikke bringe forholdet mellem gæld og overskud tilbage på det niveau, som GN ønsker.

”Vi vurderer, at fortegningsemissionen vil reducere nettogæld til EBITDA til 2,5-3,0 gange helårsresultatet for 2022 og dækker alle obligationsbetalinger, der forfalder i 2024,” oplyser Jeffries til Marketwire.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også