Estron solgt til kapitalfond
Den danske kapitalfond Erhvervsinvest køber knap 85 pct. af Silkeborg-virksomheden Estron, der leverer komponenter til produktionen af høreapparater.
Det fortæller managing partner Thomas Marstrand til Børsen.
Han afviser at oplyse investeringsbeløbet, men fortæller til avisen, at Erhvervsinvest har store ambitioner for at øge Estrons salg.
“Det skal både ske ved organisk vækst og kapacitetsudvidelse. Selskabet har en god position inden for høreapparater, men vi vil gerne yderligere ind på audio og kommunikation,” siger Thomas Marstrand.
Estron er grundlagt af Lars Elgård Nielsen og Allan Sørrig i 1994, og i 2019 solgte stifterne 45 pct. af virksomheden til investeringsselskabet Executive Capital, der består af en gruppe velhavende erhvervsfolk, heriblandt Anne-Mette Scherfig og Poul Thyregod, som står bag Proshop.
Estron haft stor succes som leverandør af blandt andet ultrafine litzetråde, miniature-kabler og konnektorer til høreapparater og kabler samt stik til In-Ears og lignende audio-produkter, som selskabet producerer i Danmark, Vietnam og Mexico.
Det resulterede i 2021 i en bruttofortjeneste - som dækker over salget fratrukket omkostningerne til produktion - på 61,7 mio. kr., hvoraf 15,4 mio. kr. landede på bunden.
Estron beskæftiger i dag flere end 400 ansatte globalt.
Relaterede artikler:
Estron vil fortsætte i samme spor efter nyt ejerskab
For abonnenter