WS Audiology og modeekspert reklamerede skjult for høreapparater i DR-udsendelse

Modeeksperten Uffe Buchard har levet med høretab i 15 år, og det var han inviteret i Aftenshowet for at fortælle om. Men hverken Uffe Buchard eller DR deklarerede et samarbejde mellem modeeksperten og WS Audiology, og det møder kritik.
Foto: David Høgsholt/Ritzau Scanpix
Foto: David Høgsholt/Ritzau Scanpix

Tirsdag d. 17. maj var Uffe Buchard i Aftenshowet på Danmarks Radio.

Modeeksperten var inviteret i studiet for at tale om sit nye høreapparat og til en diskussion om at bryde tabuet og afstigmatisere brugen af høreapparater.

Hvad hverken værterne for Aftenshowet eller Uffe Buchard dog fortalte under udsendelsen var, at modeeksperten havde fået betalt sit høreapparat af WS Audiology - og modtaget penge for at reklamere for brandet Signia.

Det skriver fagbladet Journalisten.

Indslaget i Aftenshowet blev til på baggrund af et Instagram-opslag fra Uffe Buchard om sit nye høreapparat, hvor modeeksperten har markeret opslaget som sponsoreret. Det fremgik dog ikke af DR-udsendelsen, og det møder kritik fra advokat med speciale i markedsføringsret, Heidi Højmark Helveg, der kalder det en klokkeklar sag for både Radio- og tv-nævnet og Forbrugerombudsmanden over for Journalisten.

DR har efterfølgende beklaget på sin hjemmeside.

Ifølge Heidi Højmark Helveg har WS Audiology ligeledes pligt til at sikre sig, at Uffe Buchard i alle sammenhænge, hvor der er tvivl, siger, at han har et betalt partnerskab, vurderer hun over for Journalisten:

”Hvis han har siddet i studiet uden at sige, at der er en kommerciel relation, så er der gået noget galt,” siger hun.

Signia under WS Audiology har ganske rigtigt indgået et samarbejde med modeeksperten om at aftabuisere høreapparater. På Signias hjemmeside fortæller Uffe Buchard, at han har levet med høretab i 15 år, men at netop Signia-høreapparatet har gjort en forskel for ham.

Og det ser ud som om, at kampagnen fra WS Audiology og Uffe Buchard har fået en vis slagkraft. Flere andre medier har også kastet sig over historien. Heriblandt både Ekstra Bladet og Her & Nu, der henviser til Instragram-opslaget, men ikke nævner samarbejdet med Signia i artiklens brødtekst. B.T. og TV2-programmet Go’ morgen Danmark har også kastet sig over historien, men her bliver samarbejdet deklareret.

Marketingchef Nikolaj Kristensen fra WS Audiology bekræfter over for Journalisten, at Uffe Buchard har modtaget et gratis høreapparat og betaling fra virksomheden. Han vil ikke kommentere sagen yderligere, men siger, at WS Audiology ikke har haft noget at gøre med Uffe Buchards optræden i medierne efter kampagnen er udkommet. MedWatch arbejder på at få en uddybende kommentar fra WS Audiology.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også