Nordea: GN bør overveje frasalg af Hearing og satse på Audio

Nordea mener, at GN bør overveje at frasælge eller udskille sin høreapparatdivision, GN Hearing.
Foto: GN Hearing / PR
Foto: GN Hearing / PR
AF MARKETWIRE

GN bør overveje at frasælge eller udskille sin høreapparatdivision, GN Hearing, og i stedet fokusere på den hastigt voksende headset-producent, GN Audio.

Sådan lyder vurderingen fra Nordea i en analyse til bankens kunder dateret onsdag.

Banken ser en sammensmeltning med australske Cochlear, der - som navnet byder - producerer og sælger cochlear-implantater - implantater, der indopereres i det indre øre hos oftest svært hørehæmmede eller døvfødte børn.

Det sker, blandt andet fordi forsknings- og udviklingsaktiviteterne inden for høreimplantater og høreapparater læner sig tæt op ad hinanden, og derfor vil der kunne hentes enorme synergier ud af en sammenlægning, argumenterer Nordea.

Samtidig vil det kunne hjælpe cochlear med at øge penetrationen hos ældre, der ikke længere får gavn nok af høreapparater.

Nordea vurderer, at et salg af GN Hearing ville kunne indbringe 30-40 mia. kr.

Mangler skala

GN Hearing er igen på vej op i gear efter at have haft det meget svært under coronakrisen - i øvrigt på linje med selskabets konkurrenter.

Men selskabet mangler noget skala for at kunne hamle op med de helt store konkurrenter, vurderer Nordea - særligt efter at Widex og Sivantos i starten af 2019 slog pjalterne sammen og blev til WS Audiology.

Det har ifølge Nordea efterladt GN Hearing som en stadigt mere fjern nummer fire i industrien, der udgøres af primært fem store spillere: Tre meget store i form af Sonova, Demant og WS Audiology - og så derefter GN Hearing og det privatejede amerikanske selskab Starkey.

Kan frigøre midler til GN Audio

Det begrænser GN Hearings muligheder i en branche, hvor skala har stor betydning, lyder vurderingen fra Nordea, som omvendt vurderer, at potentialet i GN Audio er betydeligt undervurderet.

Hvis GN frasolgte Hearing-divisionen, ville det kunne frigive nogle midler til i stedet at investere i opkøb og vækst i Audio-divisionen, lyder vurderingen fra bankens analytikere.

Her er fokus blandt andet på det lige nu hastigt voksende marked for videokommunikation, som GN Audio for tiden har stor succes med.

Nordea har den positive anbefaling "køb" af GN og et kursmål på 722 kr.

GN-aktien falder onsdag formiddag med 0,1 pct. til 484 kr.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også