Demant tabte og GN vandt i svagt veteranmarked for høreapparater

Demants markedsandele i den offentlige amerikanske salgskanal Veterans Affairs (VA) svandt ind i maj, mens GN Hearing formåede at tage markedsandele.
Foto: Charles Dharapak / AP / Ritzau Scanpix
Foto: Charles Dharapak / AP / Ritzau Scanpix
AF RITZAU FINANS

Demant tabte markedsandele til sin danske kollega GN Hearing og schweiziske Sonova på markedet for høreapparater hos den offentlige amerikanske salgskanal Veterans Affairs (VA) i maj.

I maj reducerede Demant sin markedsandel til 13,1 pct. i maj fra 17,5 pct. i april. Markedsandelen er også lavere end de 13,6 pct., som Demant kunne fremvise i marts.

GN Hearing løftede omvendt sin markedsandel til 17,5 pct. fra 16,8 pct.

Det samlede salg var fortsat markant lavere i maj end normalt hos VA, der tilpasser høreapparater til militærveteraner, grundet nedlukninger som følge af udbruddet af coronavirus.

Det samlede salg af høreapparater og trådløse høresystemer hos VA steg dog til 4,8 mio. dollar i maj fra 3,5 mio. dollar i april, hvor coronakrisen bankede salget i bund.

Til sammenligning løb det samlede salg i salgskanalen op i 22,6 mio. dollar i marts og 31,6 mio. dollar i februar.

Dermed kan markedsandelene også hurtigt ændre sig, i takt med at salget vender tilbage til mere normale niveauer.

Fremgang var der også for det privatejede amerikanske selskab Starkey, der løftede sin markedsandel til 15,5 pct. fra 14,1 pct. måneden før.

Schweiziske Sonova, som er klar markedsleder i salgskanalen, kunne samtidig glæde sig over en fremgang til 47,23 pct. af det samlede salg fra 45,23 pct. i april.

Selskabets markedsandel er dog fortsat lavere end i marts, hvor den blev opgjort til 53,95 pct.

Widex-produkter ude af amerikansk salgskanal på andet år 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også