Nyt forretningsben skal lægge millioner til toplinjen hos stor medicoleverandør

Mediq træder ind på markedet for services til sundhedssektoren og har i 2023 lanceret to digitale produkter.
Adm. direktør Katrine Benthien og Mediq har fået nye produkter på hylden – og som noget helt nyt for medicoleverandøren er der ikke tale om fysiske produkter. | Foto: Stine Bidstrup
Adm. direktør Katrine Benthien og Mediq har fået nye produkter på hylden – og som noget helt nyt for medicoleverandøren er der ikke tale om fysiske produkter. | Foto: Stine Bidstrup

To år i træk har Danmarks største forhandler af produkter til sundhedsektoren, Mediq, nydt godt af efterspørgslen på varer relateret til coronahåndteringen. 

Det gav i både 2020 og 2021 rekordtal hos medicoleverandøren. Men nu klinger effekten efterhånden af igen.

I regnskabsåret 2022 var omsætningen således igen på niveau med årene før coronapandemien, mens driftsresultatet – trods tilbagegang i 2022 til 52 mio. kr. – fortsat ligger væsentligt højere end i 2019.

Selvom adm. direktør Katrine Benthien og Mediq accepterer, at salgsboostet under coronapandemien blot var midlertidigt, så har selskabet ambitioner om atter at lægge til toplinjen og har derfor i 2023 lanceret et helt nyt forretningsben, der over en årrække skal vokse til en størrelse, hvor det skal bidrage med 50-100 mio. kr. til omsætningen.

”Mediq har i dag en forretning, der mest sælger fysiske produkter, men vi ser, at der er behov for i fremtiden at hjælpe sundhedsvæsenet. Det er derfor, vi nu træder ind på dette marked,” siger Katrine Benthien til MedWatch.

(Artiklen fortsætter efter tabellen)

Afhjælper mangel på personale

I første omgang har Mediq lanceret to softwareløsninger – en tjeneste, der hjælper med at opkvalificere og sikre kompetencerne hos ansatte i plejesektoren, så også eks. ufaglærte kan varetage de basale opgaver, samt en patientrettet løsning til hjemmemonitorering af kronisk sygdom. 

Redskaber som disse kan ifølge Mediq bidrage til at afbøde effekterne af en sundhedssektor, hvor der flere steder er mangel på medarbejdere. 

”Jeg er lige kommet hjem fra Folkemødet, hvor alle talte om, at vi er nødt til at indrette sundhedsvæsnet på andre måder for at få tingene til at gå op i en fremtid med flere patienter,” siger Katrine Benthien.

”Der bliver jo ikke flere sygeplejersker eller læger over natten, så vi har en udfordring, vi skal løse sammen som samfund. Og det kan løsninger som vores bidrage til,” siger Katrine Benthien.

Mens plejesektorløsningen allerede er solgt til de første kunder og taget i brug, så leder Mediq stadig efter en eller flere partnere til at pilotteste patientværktøjet, der i første omgang lanceres til mennesker med diabetes men på sigt også kan tilpasses til andre patientgrupper. På det finske marked har Mediq målrettet værktøjet patienter med hjertesygdom.

”Der er en masse kronikere, som har behov for at få den bedst mulige behandling. Og det er jo en gruppe, som vi er vant til at levere produkter ind til, så det er et område, vi kender, og som vi har kompetencer indenfor,” siger hun om beslutningen om fra start at satse på kronisk lidelser.

Klassisk forretningsudvikling

Mens det nye forretningsben har betydet, at Mediq har måtte ansatte folk med kompetencer inden for softwareudvikling, så skal selve salget af løsningerne også gribes an på en anden måde, end medicoleverandøren traditionelt har gjort det.

”Man kan ikke vinde et udbud på det her område, så vi er nødt til at have en individuel dialog med kunderne. Vi skal selv ud og skabe det her. På en måde er det jo virkelig helt klassisk forretningsudvikling,” siger Katrine Benthien.

Alligevel har Mediq tiltro til, at det digitale område over tid kan udvikle sig til at forretningsben på lige fod med selskabets øvrige fokusområder. Ifølge direktøren er timingen nemlig rigtig netop nu, hvor der synes at være etableret en forståelse for, at det er nødvendigt at finde nye værktøjer frem i sundhedssektoren.

Blandt andet har regeringen i forbindelse med Sundhedsreformen fra juni 2022 afsat 500 mio. kr. til investeringer i it,teknologi og udstyr til at understøtte bedre hjemmebehandling, og det kan blive katalysatoren, der for alvor kan sætte gang i digitaliseringen af patientbehandlingen og give telemedicinske løsninger det gennembrud, som man har talt om i mere end et årti, lyder håbet.

Og når det gennembrud kommer, så håber Mediq at kunne udnytte, at det er en etableret og velkendt leverandør i sundhedssektoren.

”Vi har jo noget genkendelighed og noget troværdighed med, og når vi går ind i på det her område, så ved beslutningstagerne, at de kan regne med os,” siger Katrine Benthien.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også