Region H: Ekspertråd skal forbedre Sundhedsplatformen

En gruppe it-faglige eksperter skal hjælpe Region Hovedstaden med at forbedre Sundhedsplatformen. "Vi sætter alle sejl til," lyder det fra regionens koncerndirektør. 
Foto: PR/Bjarke MacCarthy for Socialdemokratiet
Foto: PR/Bjarke MacCarthy for Socialdemokratiet
AF MARIA BROE TRUSTRUP HANSEN, ITWATCH

Sundhedsvæsenets omdiskuterede og kritiserede it-system, Sundhedsplatformen, skal vurderes af et råd af eksterne eksperter.

Det oplyser Region Hovedstaden i en pressemeddelelse.

Ekspertrådet skal risikovurdere og "komme med input til opgraderingen af Sundhedsplatformen og af Landspatientregistret (LPR3) i februar 2019 og arbejdet med at forbedre Sundhedsplatformen," lyder det.

Baggrunden for nedsættelsen af et ekspertråd er blandt andet Rigsrevisionens kritiske undersøgelse af implementeringen af Sundhedsplatformen på Herlev og Gentofte Hospital i maj 2016, som blev fremlagt i juni.

Her kaldte rigsrevisorerne håndteringen af Sundhedsplatformen "kritisabel" og "uprofessionel", hvilket skabte stor debat, men ikke fik Region Hovedstaden til at droppe it-systemet.

Regionsformand Sophie Hæstorp Andersen (S) har flere gange udtrykt, at hun ikke ser det som en mulighed at skrotte Sundhedsplatformen.

Politikeren mener dog, at kritikken skal tages alvorligt, og at der derfor er brug for øjne udefra.

"For mig handler det her om, at vi skal have et it-system, som fungerer i medarbejdernes hverdag, så de kan bruge deres kræfter og energi på patienterne. Vi har fra politisk side sat gang i en lang række forbedringer, og jeg synes, det er rigtigt fornuftigt, at koncerndirektionen nu også inddrager nogle stærke, eksterne eksperter i arbejdet," siger Sophie Hæstorp Andersen.

"Sætter alle sejl til"

Rådets første opgave bliver at fokusere på opgraderingen til Sundhedsplatformen og overgang til LPR3 i februar 2019, og i foråret skal eksperterne udelukkende fokusere på arbejdet med at forbedre Sundhedsplatformen.

"Vi står nu overfor en opgradering af systemet – og vi sætter alle sejl til for at sikre en langt bedre udrulning denne gang, når vi opgraderer Sundhedsplatformen til februar," siger Jens Gordon Clausen, koncerndirektør i Region Hovedstaden, og fortsætter:

"Derfor har vi allieret os med nogle dygtige personer, som hver især har stor erfaring med og indsigt i komplekse it-projekter og organisationsforandringer. De kan stille de rigtige spørgsmål, udfordre os på det, vi allerede gør og vurdere risici og faldgruber i udrulningen og den løbende forbedring."

Ekspertrådet, der har Lilian Mogensen, som er tidligere Koncerndirektør i ATP og direktør i Udbetaling Danmark, som formand, har udover Danske Regioners sundhedsdirektør, lægen Erik Jylling, en række it-faglige personer som medlemmer. Blandt andre Kim Østrup, der er tidligere vicedirektør i IBM, og Thomas Rysgaard, der er direktør i kommunernes IT-fællesskab Kombit.

Region Hovedstadens koncerndirektør understreger, at de eksterne kræfter ikke hentes, fordi der er manglende tillid til regionens egne it-medarbejdere og ledere.

"Vi har rigtigt mange dygtige medarbejdere, som hver dag arbejder professionelt og ihærdigt på at forbedre blandt andet lægernes og sygeplejerskernes muligheder for at bruge Sundhedsplatformen og vores andre it-systemer. Jeg forventer, at ekspertrådet med deres erfaringer med lignende store forandringsprojekter kan løfte blikket fra hverdagens drift og hjælpe regionens øverste ledelse med at blive skarpere på de store linjer og risici i arbejde med opgradering og forbedringer af Sundhedsplatformen."

Sundhedsplatformen er både i brug i Region Hovedstaden og Region Sjælland, men ekspertrådet kommer først og fremmest til at tage udgangspunkt i Region Hovedstaden og rådgive denne regions koncerndirektion og politikere, selvom der også vil være dialog med Region Sjælland.

Denne artikel er leveret af MedWatchs søstermedie ITWatch.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også