Medicinalaktie stiger 99 pct. efter opkøbsrygter

Harpoon udvikler lægemidler, der bruger kroppens eget immunforsvar til at bekæmpe kræftceller.
Foto: Andrew Kelly
Foto: Andrew Kelly

Det amerikanske medicinalselskab MSD er i fremskredne forhandlinger om at købe Harpoon Therapeutics, der producerer lægemidler til behandling af kræft, for omkring 700 mio. dollar svarende til knap 4,8 mia. kr.

Det skriver Bloomberg News, der mener at vide, at handlen kan blive annonceret inden for de kommende dage.

Det sender aktien i Harpoon i vejret med hele 99,3 pct. til 21,03 dollar i det amerikanske formarked.

Harpoon udvikler lægemidler, der bruger kroppens eget immunforsvar til at bekæmpe kræftceller. Selskabets førende lægemiddelkandidat er dog fortsat i de tidligere stadier.

Skulle det lykkes at føre midlet til markedet, vil det være en kærkommen tilføjelse til MSD’s portefølje. MSD’s bedst sælgende produkt, Keytruda, der også er et kræftmiddel, ventes ifølge Bloomberg at komme under prispres i slutningen af årtiet.

MSD leder derfor aktivt efter nye måder at generere vækst på. I oktober sidste år købte selskabet rettighederne til japanske Daiichi Sankyos tre kræftmidler, der er under udvikling. Det kostede MSD 4 mia. dollar i upfront-betaling og helt op til 22 mia. dollar i potentielle fremtidige betalinger ifølge Bloomberg.

I april købte MSD selskabet Prometheus for 10,8 mia. dollar.

MSD aktie ligger så godt som uændret i formarkedet.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også