Regeringen søsætter ny overvågningsmodel for kræftforløb

Fra starten af næste år vil overvågningen af ventetider på kræftområdet blive forsøgt styrket med ny model.
Sundhedsminister Sophie Løhde (V) vil fra starten af næste år iværksætte en ny model for overvågning og indberetning af ventetider på kræftområdet. | Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix
Sundhedsminister Sophie Løhde (V) vil fra starten af næste år iværksætte en ny model for overvågning og indberetning af ventetider på kræftområdet. | Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix
af ritzau

Regeringen iværksætter fra starten af næste år en ny model for overvågning og indberetning af ventetider på kræftområdet.

Det skriver Indenrigs- og Sundhedsministeriet og Danske Regioner i en fælles pressemeddelelse.

”Kræftpatienter skal kunne regne med, at de kan blive behandlet til tiden. Vi hverken kan eller skal acceptere, at patientrettigheder bliver tilsidesat,” udtaler Indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V).

I marts præsenterede hun en såkaldt genopretningsplan for kræftområdet.

Den bestod af fem initiativer, der skal genskabe troen på kræftbehandlingen på landets hospitaler.

Forinden var det kommet frem, hvordan en række alvorligt kræftpatienter på Aarhus Universitetshospital ikke blev behandlet i tide.

Den nye overvågningsmodel er det sidste initiativ i planen. Målet er at sikre, at ventetiderne bliver overholdt.

Og for at nå dette, skal regionernes løbende overvågning styrkes, lyder det.

Derfor udbygger man den, så patientforløbene kommer til at fremgå i regionernes system med en dato for deres henvisning og samtykke, og en nedtælling til forfald af de maksimale ventetider.

Det skal give bedre mulighed for at handle, inden ventetiderne potentielt bliver overskredet.

Samtidig udbygges også den nationale overvågning.

Alle overskridelser af de maksimale ventetider skal derfor indberettes til sundhedsmyndighederne - også de lovlige overskridelser.

Lige nu er det nemlig kun overskridelser, hvor reglerne om ventetider ikke er blevet overholdt, som bliver indberettet.

”(...) så der kommer et større kendskab til kapacitetssituationen på kræftområdet end med den nuværende overvågning,” lyder det.

Modellen skal virke fra starten af 2024.

Ud over den nye overvågningsmodel bliver der i starten af året også taget hul på to kræftinitiativer fra regeringens sundhedspakke.

Det drejer sig dels om en ny patientrådgivning for patienter med livstruende sygdomme. Den skal sikre, at patienterne hurtigt kan komme i kontakt med en patientvejleder om deres rettigheder.

Det gælder også en ny specialenhed for samarbejde om behandling af livstruende sygdomme. Den skal styrke regionernes samarbejde om, hvordan man bedst udnytter behandlingskapaciteten.

”Vi behandler stadigt flere patienter med kræft og yder en mere og mere specialiseret kræftbehandling i Danmark,” udtaler formand for Danske Regioner, Anders Kühnau.

”Derfor er det vigtigt med et stærkt samarbejde mellem regionerne om at skabe et fælles overblik over kapaciteten, så vi har det bedst mulige grundlag for at løse de udfordringer, der kan opstå med at sikre tilstrækkelig kapacitet.”

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også