Forskningsprojekt vil udvikle fremtidens vacciner på rekordtid 

Et britisk forskningsprojekt skal ruste verden til fremtidige pandemier. Målet er, at der i fremtiden ikke må gå mere end 100 dage fra virusudbrud til første vaccinestik.
Foto: Thomas Borberg
Foto: Thomas Borberg

Britiske forskere i forskningscentret Porton Down i det sydlige England har taget hul på et projekt, der skal udvikle prototyper til fremtidige vacciner mod potentielle pandemier på under 100 dage for at undgå gentagne nedlukninger som under covid-19-krisen.

Det skriver The Times ifølge Finans.dk.

Projektet, der indebærer tusindvis af forsøg og flere hundrede forskere, udspringer de såkaldte G7-landes beslutning om en ”100-day mission” fra 2021. Missionen lægger op til, at landene skal kunne bekæmpe fremtidige pandemier med nye vacciner på kortere tid, end man så det under covid-19-pandemien, hvor der gik 362 dage, før den første vaccine var klar. 

”Tidligere vacciner tog mellem 5 og 10 år at udvikle. Med coronavaccinen tog det 362 dage. At skære det ned til 100 dage er virkelig ambitiøst. Men hvis vi skal forebygge pandemier, er vi nødt til at gøre netop det. Vi er meget bedre rustet til at forebygge noget i dag, fordi vi allerede vil have prototyperne til vaccinerne klar,” siger Jenny Harries, der er professor og chef for projektet til The Times. 

Herhjemme har Novo Nordisk Fonden tidligere sammen med Bill & Melinda Gates Foundation og Open Philantropy skudt millioner i en lignede satsning på et fremtidigt pandemiberedskab

”Det er ikke et spørgsmål om hvis, men hvornår den næste pandemi rammer, og hvor slem den bliver,” lød det i den forbindelse fra Mads Krogsgaard Thomsen, der er adm. direktør i Novo Nordisk Fonden.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også