Trods stigende smitte afviser Sundhedsstyrelsen flere coronastik

Coronavaccinernes beskyttelse er stadig god, siger styrelse, som ikke anbefaler flere boosterstik lige nu.
Sundhedsstyrelsens direktør Søren Brostrøm. | Foto: Jens Dresling
Sundhedsstyrelsens direktør Søren Brostrøm. | Foto: Jens Dresling
af ritzau

Borgere i Danmark er fortsat tilstrækkeligt beskyttet mod coronavirus, og Sundhedsstyrelsen ser derfor ikke behov for at give flere vaccinationer.

Det oplyser Sundhedsstyrelsen i en pressemeddelelse.

”Tilslutningen til vaccination for både influenza og covid-19 i efterårets vaccinationsindsats har været tårnhøj - særligt for de mest sårbare - og covid-19-vaccinernes beskyttelse mod alvorlig sygdom og død er stadig rigtig god. For nuværende er der derfor ikke tegn på faldende beskyttelse og behov for flere vaccinationer,” skriver styrelsen i pressemeddelelsen.

Meldingen fra Sundhedsstyrelsen kommer, efter en periode hvor der generelt er set en stigning i antallet af coronasmittede i Danmark.

Særligt blandt de ældre er der i flere uger set flere smittede.

Det har fået flere organisationer til at efterlyse endnu et vaccinestik til de mest udsatte borgere.

Generelt cirkulerer flere luftvejsinfektioner, som betyder mere sygdom.

Torsdag viste en tendensrapport fra Statens Serum Institut (SSI), at der de seneste uger er sket flere dødsfald end forventet.

Det er både coronavirus, influenza og RS-virus, der spreder sig, og som ifølge SSI nærmest kan kaldes ”en tredobbelt epidemi”.

Alligevel mener Sundhedsstyrelsen, at der ikke er behov for at åbne for flere boosterstik, end dem der allerede er tilgængelige.

Den nuværende anbefaling er dog ikke ensbetydende med, at der kan blive behov for flere boosterstik mod coronavirus senere på vinteren.

Sundhedsstyrelsen skriver i pressemeddelelsen, at den følger data om vaccinernes effektivitet nøje. Det gælder især for de ældste og mest sårbare.

Indtil da anbefaler Sundhedsstyrelsen, at ældre og personer i øget risiko for et alvorligt sygdomsforløb har en lyntest til corona liggende derhjemme, så man hurtigt kan komme i behandling, hvis man er smittet.

Derudover anbefaler Line Raahauge Hvass, der er enhedschef i Sundhedsstyrelsen, at man følger styrelsens smitteforebyggende råd. Det gælder særligt, hvis man er bekymret for at smitte et ældre familiemedlem.

”Bliv hjemme, hvis du er syg, luft ud, vask hænder, host i ærmet og gør ekstra rent. Man kan også tage mundbind på, hvis man for eksempel skal på besøg hos en ældre eller svækket person,” siger enhedschefen i pressemeddelelsen.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også