MedWatch får nyt søstermedie

Watch Medier lancerer i september AgriWatch, der kommer til at stille skarpt på landbrugsindustrien.
Foto: Watch Medier / Jan Bjarke Mindegaard
Foto: Watch Medier / Jan Bjarke Mindegaard

Landbrugsindustrien får fremover en langt tættere og mere grundig journalistisk dækning. Watch Medier lancerer til september sit 12. erhvervsmedie, AgriWatch, der skal dække landbruget og de mange følgevirksomheder tæt.

Ambitionen er at levere kritisk, uafhængig og fair erhvervsjournalistik om resultater, konkurrence, strategi, ­rammevilkår, trends, profiler og meget mere for de mange følgevirksomheder, der leverer til og servicerer land­bruget og dets store virksomheder. Andelssektoren vil blive dækket tæt, og redaktionen vil løbende følge ­økonomien og udviklingen hos de største, danske landbrug.

”Den danske landbrugsindustri er en af hjørnestenene i dansk økonomi og er kendt verden over for dets høje effektivitet, fødevaresikkerhed, kvalitet og innovation. Men samtidig er landbruget i Danmark en udfordret branche, der bliver mødt af skiftende forbrugervaner og nye krav på klimaområdet. Med andre ord er der masser at tage fat i journalistisk,” siger Søren Springborg, nyhedschef på Watch Medier.  

Redaktør for AgriWatch, der får base i Aarhus, bliver Thomas Rønsholdt Mørch, som de seneste tre år været ansat som journalist på FødevareWatch, hvorfra han allerede har stort kendskab til blandt andet andelssektoren. Derud­over består redaktionen af tre journalister. 

AgriWatch udsender to daglige nyhedsbreve og henvender sig til landbrug, virksomheder, organisationer, politikere og alle andre med interesse for branchen. Foruden den daglige redaktion kommer det nye medie til at trække på indhold fra de øvrige 11 Watch Medier – herunder mediehusets kontorer i New York og Bruxelles samt indhold fra partnermedier som Jyllands-Posten, Finans og Ritzau Finans

“Det er en stor glæde at kunne fortsætte udvidelsen af Watch Medier med et medie målrettet den danske landbrugs­industri. Vi tror på vores model, og vi har bevist, at det er muligt at skabe en profitabel vækstvirksomhed med udgangspunkt i digital erhvervsjournalistik med fokus på substansen. Derfor glæder vi os også til at lancere AgriWatch til en af de største og vigtigste brancher i dansk erhvervsliv,” siger Anders Heering, adm. direktør og ­chefredaktør for Watch Medier.

Watch Medier er ejet af JP/Politikens Hus og har på få år opbygget en af landets største erhvervsredaktioner med mere end 65 redaktionelle medarbejdere.

Det er allerede nu muligt at tilmelde sig de kommende nyhedsbreve fra AgriWatch hér.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også