Trump efter modstand: Ny sundhedslov skal godkendes hurtigt

Den amerikanske præsident er træt af at vente på Kongressen, der ikke kan vedtage en ny sundhedslov.
Foto: Andrew Harnik/AP/ritzau
Foto: Andrew Harnik/AP/ritzau
AF RITZAU

Den amerikanske præsident, Donald Trump, har lørdag endnu en gang truet med at sætte en stopper for statens støtte til sundhedsforsikringsselskaber.

Præsidenten advarer mod, at udbyderne af sundhedsforsikringer må klare sig selv, hvis ikke Kongressen vedtager en ny sundhedslov.

I et tweet skriver præsidenten, at der skal ske et gennembrud snart.

- Hvis ikke en ny sundhedslov bliver godkendt hurtigt, vil REDNINGSAKTIONERNE (bailouts, red.) for forsikringsselskaber og REDNINGSAKTIONERNE for Kongressens medlemmer stoppe meget snart.

Tweetet blev sendt, en dag efter at Senatets republikanere tabte en afstemning om at tilbagetrække dele af sundhedsreformen Obamacare.

Trump har tidligere fremført lignende trusler.

I april truede præsidenten med at sætte en stopper for udbetalinger til udbyderne, hvis ikke Demokraterne ville være med til at lave en ny sundhedslov.

Som svar til Trumps tweet siger Demokraternes leder i Senatet, Chuck Schumer, at præsidentens trussel vil gå ud over det amerikanske folk.

- Alle eksperter er enige om, at præmierne vil stige, og at sundhedsforsikringer vil blive dyrere for millioner af amerikanere, siger Schumer i en pressemeddelelse.

Han langer samtidig ud efter præsidenten.

- Præsidenten bør stoppe med at lege politik med folks liv og sundhedsforsikring. Han bør begynde at lede landet og opføre sig som en præsident, siger Schumer i en pressemeddelelse.

Mange udbydere af forsikringer har ventet på, at Trump skulle melde ud, om staten fortsat vil give sundhedsforsikringerne det årlige tilskud.

Den usikkerhed har fået flere udbydere til at varsle, at man vil lade præmierne stige med 20 procent, hvis ikke der kommer en afklaring.

Analyser af forskellige republikanske tilbagetrækningsforslag viser, at flere end 20 millioner amerikanere ville miste deres forsikring, hvis Obamacare afskaffes.

/ritzau/

Tre republikanere blokerer for skrotning af Obamacare-dele 

57 amerikanske senatorer blokerer for at ophæve Obamacare 

Trump er overbevist om et dødsstød til Obamacare 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også