Industri opfordrer sundhedsministeren til at huske nuancerne

Lægemiddelindustriforeningen opfordrer sundhedsministeren til at bide mærke i forskellene i de nordiske sundhedssystemer, når hun i dag taler medicinpriser med de øvrige nordiske sundhedsministre.
Foto: LIF
Foto: LIF

Når Sophie Løhde i dag mødes med sine nordiske ministerkollegaer for blandt andet at snakke om medicinpriser, så skal hun og de øvrige sundhedsministre sørge for at huske på forskellene i sundhedssystemerne. Det mener Henrik Vestergaard, viceadm. direktør for Lægemiddelindustriforeningen, (Lif).

”Sundhedssektorerne i Danmark, Norge og Sverige kan virke nok så ens på overfladen, men der er nogle fundamentale forskelle på vores systemer, som det er meget vigtigt at huske, også når man kigger på forhandling og prissætning på medicin,” siger Henrik Vestergaard.

Her henviser han blandt andet til, at Norge arbejder ud fra et prioriteringsinstitut, men også at mere af medicinen udskrives i landets primærsektor. I Danmark ligger langt størstedelen af medicinindkøbet i sygehusregi.

”Der har været rigtig meget dårligt anvendt data i den her debat. Det giver ikke mening at lave en direkte sammenligning af forbruget og prisen på én bestemt medicintype, hvis fordelingen af indkøbene ligger forskelligt. Hvis vi nu eksempelvis tager et lægemiddel, der for 100 procents vedkommende udskrives af sygehusene i Danmark, så udskrives det i Norge måske kun for 20 procents vedkommende,” forklarer Henrik Vestergaard.

Ambitionsniveauet skal passe

Derudover mener han også, at det handler om ambitionsniveauet i de forskellige sundhedssektorer, altså hvor hurtigt man vil tilbyde en ny type medicin, og hvor mange patienterne der skal have den.

”Det vil selvfølgelig have en indflydelse på forhandling, priser og forbrug, hvis et land som Danmark prioriterer at tilbyde medicin hurtigt, mens et af de andre nordiske lande er villige til at vente et par år. Så øges konkurrencen selvfølgelig som følge af konkurrence produkter og generika kommer måske også på markedet, og så er det klart at priserne bliver lavere,” siger Henrik Vestergaard. 

Til sidst efterspørger Henrik Vestergaard, at sundhedsministeren tager idéerne og forslagene med hjem og diskuterer dem med relevante fagfolk, så politikerne ikke bare implementerer dem direkte, men at Lif og andre får mulighed for at give deres input.

”Men hvis man tager de her forbehold og har øje for de nuancer, så tror jeg, at vi alle sammen kan lære noget af det,” afslutter Henrik Vestergaard.

 Lif roser regeringen - region skal spare

 Lif: Myndighederne skal kunne følge med

 Lif: Forvirring om KRIS' beslutninger 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også