Region kræver svar om kommende supersygehus

Region Syddanmark er bekymret for de planer, som totalrådgiveren til det kommende supersygehus Nyt OUH har præsenteret. Nu har totalrådgiveren til og med den 3. juli til at fremlægge en plan for projektets næste fase.
Foto: Medic OUH
Foto: Medic OUH

Region Syddanmark mener ikke, at man har fået gode nok svar fra totalrådgiveren i forhold til hverken arealudnyttelse og økonomi, når det handler om det kommende supersygehus, Nyt OUH. Derfor vil man nu senest den 3. juli have svar på sine spørgsmål. Det skriver Region Syddanmark i en pressemeddelelse.

"Innovationsudvalget ønsker en hurtig afklaring af økonomien og arealerne i dispositionsforslaget. Køreplanen skal både indeholde en plan for færdiggørelse af dispositionsforslaget og en projekteringstidsplan, så udvalget kan se, hvordan de næste faser i projektet vil forløbe. Vi kan ganske enkelt ikke se bort fra de krav, som staten har stillet til projektet, og vi skal samtidig sikre os, at byggeriet indeholder de elementer, der er nødvendige for at kunne drive det fremtidige universitetssygehus", udtaler Karsten Uno Petersen (S), der er formand for innovationsudvalget i Region Syddanmark.

Han er tilfreds med, at regionen nu forventeligt bliver klogere på den fremtidige proces. Først når totalrådgiverens oplæg til en ny tidsplan foreligger, kan Region Syddanmark ifølge meddelelsen komme med et bud på den tidsmæssige konsekvens af, at dispositionsforslaget ikke er kommet til politisk behandling endnu.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også