Amerikanske sygekasser i modvind – topchef ser "forstyrrelser" forude

Andrew Witty, topchef for Unitedhealth, forudser ”forstyrrelser” for branchen, i takt med at antallet af amerikanere, der er tilknyttet Medicaid for lavindkomstgrupper, falder efter coronapandemien.
Foto: Mike Blake/Reuters/Ritzau Scanpix
Foto: Mike Blake/Reuters/Ritzau Scanpix
af marketwire

Flere amerikanske sygekasser kom i modvind på børsen onsdag i USA i kølvandet af kommentarer fra en af branchens fyrtårne, topchef Andrew Witty for Unitedhealth, skriver Bloomberg News.

Ifølge nyhedsbureauet forudser Witty ”forstyrrelser” for branchen, i takt med at antallet af amerikanere, der er tilknyttet sygesikringsordningen Medicaid for lavindkomstgrupper, falder, efter at coronapandemien er afsluttet.

Medicaid-programmer for lavindkomstgrupper administreres af flere private amerikanske sygesikringskasser, og Witty forudser, at det vil ”forstyrre” ordningerne, når amerikanere må forlade Medicaid.

Han vurderer specifikt, at forsikringsselskaberne vil være under øget pres for at sikre, at staternes godtgørelse også står mål med udgifterne i Medicaid-programmerne, når flere forlader programmerne. Og det kan ifølge Witty vare kvartaler, før staternes præmier er tilstrækkelige til at dække udgifterne igen.

På børsen faldt Unitedhealth onsdag med 3,8 pct. 

Humana faldt 1,1 pct., og Centene og Molina Healthcare endte henholdsvis 3,1 pct. og 2,8 pct. lavere.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også