Hjerneforskere får dansk millionpris for viden forud for AI

Tre forskere modtager The Brain Prize for mangeårig banebrydende teoretisk og computational hjerneforskning.
I maj vil kong Frederik overrække medaljer til årets modtagere af The Brain Prize. | Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
I maj vil kong Frederik overrække medaljer til årets modtagere af The Brain Prize. | Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
AF RITZAU

De to amerikanske forskere Larry Abbott og Terrence Sejnowski samt israeleren Haim Sompolinsky får tildelt årets The Brain Prize.

Det oplyser uddeleren af prisen, Lundbeckfonden, i en pressemeddelelse.

The Brain Prize er den største og mest prestigefyldte pris inden for hjerneforskning. Sammen med prisen følger en pengepræmie på ti millioner kroner.

Den kan de tre forskere nu dele mellem sig for deres bidrag til forståelsen af hjernen gennem teoretisk og computational hjerneforskning, der blandt andet har banet vejen for udvikling af hjerneinspireret kunstig intelligens (AI).

I teoretisk og computational hjerneforskning bruger man matematiske og datalogiske metoder til at forstå hjernens funktion og struktur.

Og forskerne har med det blandt andet udviklet modeller til at forstå nogle af hjernens mest fundamentale processer som læring og hukommelse, siger formanden for The Brain Prize-udvælgelseskomité, Richard Morris.

”Det er utænkeligt at forstille sig moderne hjernevidenskab uden den samtidige udvikling af computational og teoretisk neurovidenskab.”

”De tre forskere har anvendt nye og sofistikerede tilgange fra fysik, matematik og statistik til at studere hjernen,” siger han i pressemeddelelsen.

CEO i Lundbeckfonden, Lene Skole, synes, at det er fuldt fortjent, at de tre forskere i år modtager prisen.

”Deres skelsættende forskning har skabt afgørende viden og banet vejen for, at andre forskere bedre kan forstå kritiske hjernefunktioner, også i forhold til sygdomme.”

”Deres videnskabelige bestræbelser begyndte i 70’erne og deres beslutsomhed, mod og vedholdenhed gennem årtier bør tjene som inspiration for andre forskere og fortjener om noget at blive belønnet,” siger hun i pressemeddelelsen.

Siden The Brain Prize første gang blev uddelt i 2011, har 47 forskere fra ti forskellige lande modtaget prisen.

Prisoverrækkelsen vil finde sted i København i maj. Her vil kong Frederik overrække medaljer til modtagerne.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også