Flere børn og unge får medicin mod ADHD og depression

Andelen af børn og unge, der får udskrevet medicin mod ADHD og depression, er steget de seneste fem år.
Flere børn og unge har i perioden fra 2016 til 2021 fået udskrevet medicin mod ADHD og depression, viser en opgørelse fra Danmarks Statistik. (Arkivfoto) | Foto: David Leth Williams/Ritzau Scanpix
Flere børn og unge har i perioden fra 2016 til 2021 fået udskrevet medicin mod ADHD og depression, viser en opgørelse fra Danmarks Statistik. (Arkivfoto) | Foto: David Leth Williams/Ritzau Scanpix
af ritzau

Flere børn og unge får udskrevet medicin mod ADHD og depression.

Det fremgår af en oversigt over forbruget af såkaldte psykoanaleptika, som Danmarks Statistik tirsdag har offentliggjort.

Psykoanaleptika bruges blandt andet i behandlingen af depression, ADHD og demenssygdomme.

Samlet set har der fra 2016 til 2021 været en stigning i antallet af danskere, der får udskrevet denne type medicin, fra 8 til 9 procent af befolkningen.

Stigningen slår især igennem hos gruppen af børn og unge.

I 2016 var det 3 procent af de 10-19-årige, der fik udskrevet denne type medicin. Det steg i 2021 til 4 procent.

For de 20-29-årige er andelen steget fra 5,4 til 7,2 procent.

ADHD er en af de hyppigste psykiatriske diagnoser hos børn og unge.

Personer med ADHD har svært ved at koncentrere sig, skabe overblik og struktur og ved at planlægge og gennemføre aktiviteter.

Mange har også problemer med at holde sig i ro.

Cirka 2 til 3 procent af alle skolebørn i Danmark diagnosticeres ifølge ADHD-foreningens hjemmeside med ADHD, og det svarer til cirka én elev i hver skoleklasse.

Af opgørelsen fra Danmarks Statistik fremgår det også, at forbruget af psykoanaleptika er størst hos de ældste borgere på 80 år og derover.

Det fremgår også af opgørelsen, at der især i 2021 skete en stigning i forbruget af denne type lægemidler blandt alle aldersgrupper under 80 år.

Det var samtidig et år, som coronapandemien satte et kraftigt aftryk på, og som betød nedlukninger og perioder med fravær fra studier og arbejde.

Tidligere har et studie fra Syddansk Universitet peget på, at antallet af brugere af medicin mod psykiske lidelser steg under coronaårene.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også