Salget af jodtabletter er steget voldsomt: "Vi kan se, at det starter lige præcis den dag, hvor Rusland invaderer Ukraine"

Detailkæden Matas har måttet melde udsolgt af jodtabletter på selskabets hjemmeside, mens Helsebixen.dk ligeledes har oplevet stor efterspørgsel. Ifølge Matas’ kommunikationschef er interessen opstået efter den russiske invasion af Ukraine.
Foto: Peter Klint
Foto: Peter Klint

Efterspørgslen efter jodtabletter er steget voldsomt herhjemme i de seneste dage.

Således har den landsdækkende detailkæde Matas på få dage måttet melde udsolgt af jodtabletter på selskabets hjemmeside, oplyser kommunikationschef Klaus Fridorf.

Også hos selskabet Helsebixen.dk, der drives af selskabet Firtal Group, som er en del af Matas-koncernen, opleves der stor efterspørgsel, fortæller kommunikationschefen.

”10 pct. af deres omsætning lige nu er jodtabletter, og vi snakker - det er lidt svært at sige i sådan helt præcise tal - tæt på en 100-dobling af salget. Det er jo noget, der ligger relativ lavt normalt, og både vi og dem kan se, at der er en voldsom stigning i interessen for jodtabletter,” siger Klaus Fridorf til MedWatch.

Sket efter russisk invasion

Den store interesse for jodtabletter er ifølge kommunikationschefen opstået inden for de seneste dage.

”Meget af det, vi har set, er en stigning online, så det er folk, der har været inde og klikke, og det er ikke noget, vi har haft en decideret kontakt med vores kunder om. Men vi kan se, at det starter lige præcis dén dag, hvor Rusland invaderer Ukraine,” siger Klaus Fridorf.

Den russiske invasion af Ukraine begyndte natten til torsdag dansk tid. Sidenhen har Ruslands præsident, Vladimir Putin, blandt andet øget beredskabet hos de såkaldte ”afskrækkelsesstyrker”, der er en henvisning til enheder, som inkluderer atomvåben, har nyhedsbureauet Reuters tidligere rapporteret.

Ifølge Beredskabstyrelsens hjemmeside kan optag af radioaktivt jod som følge af et radioaktivt udslip forhindres ved at tage jodtabletter. Det fremgår dog ligeledes på hjemmesiden, at det frarådes at købe og indtage jodtabletter, medmindre myndighederne specifikt har anbefalet det.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også