WHO: 3,4 pct. af alle coronasmittede er døde

WHO's chef advarer om tiltagende og farlig mangel på ansigtsmasker og andet beskyttelsesudstyr.
Foto: FABRICE COFFRINI/AFP / AFP
Foto: FABRICE COFFRINI/AFP / AFP
AF RITZAU/REUTERS

Verdenssundhedsorganisationen (WHO) siger, at omkring 3,4 procent af alle registrerede coronasmittede er døde. Det er en langt højere dødelighed end ved almindelig influenza.

Det siger WHO's chef, Tedros Adhanom Ghebreyesus.

Tedros advarer samtidig om, at der er tiltagende mangel på beskyttelsesudstyr som ansigtsmasker og beskyttelsesbriller til sundhedsarbejdere, som kæmper mod det nye coronavirus. Han advarer mod "hamstring og misbrug".

"Vi er i WHO bekymret for, at landenes beredskab og kapacitet til at reagere på krisen svækkes ved alvorlige og tiltagende forstyrrelser i den globale forsyning af personlig beskyttelsesudstyr," siger Tedros.

Han tilføjer, at manglen skyldes stigende efterspørgsel, misbrug og hamstring. 

"Manglen på udstyr betyder, at nogle læger, sygeplejersker og andre sundhedsarbejdere i frontlinjen er så dårligt udrustet til at tage sig af patienter, at det er farligt. Der er virkeligt begrænsede forsyninger," siger Tedros.

WHO siger, at kun en procent af nye coronatilfælde, som er blevet registreret i Kina, er uden symptomer. Dette synes at modsige indtrykket af, at virusset spredes via personer, som øjensynligt er raske.

"Tal fra Kina tyder på, at kun en procent af de registrerede tilfælde er uden symptomer, og de fleste af disse har udviklet symptomer inden for to døgn," siger Tedros.

Det nye coronavirus, også kaldet Covid-19, har på globalt plan kostet over 3100 mennesker livet, mens over 90.000 er smittet. Der er nu registreret ni gange så mange nye tilfælde uden for Kina som i Kina, viser tal fra WHO.

I Italien, som er det land i Europa, der er hårdest ramt af virusset, er antallet af smittetilfælde steget til 2502 fra 2036. Antallet af dødsfald forårsaget af virusset er tirsdag steget til 79 fra 52 mandag. 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også