Syv immunonkologiske projekter får 29 mio kr fra finansloven

Sundhedsstyrelsen har fordelt halvdelen af den pulje, regeringen og Dansk Folkeparti afsatte i 2017 til forskning og udvikling af immunterapibehandling til kræftpatienter.
Foto: Colourbox
Foto: Colourbox

En forskningsfaglig komité under Sundhedsstyrelsen har fordelt godt halvdelen af den pulje på 60 mio. kr., som blev afsat på finansloven for 2018 til forskning og udvikling af immunterapibehandling til kræftpatienter.

I alt 29,2 mio. kr. er blevet fordelt, hvoraf størstedelen - 16,5 mio. kr. - går til et projekt ved Herlev Hospitals Center for Cancer Immunterapi under ledelse af Inge Marie Svane. Øvrige støttede projekter har hvert fået mellem 1 og 3 mio. kr.

Bevillingerne er givet til både klinisk forskning og basalforskning inden for en række kræftformer, heriblandt brystkræft, hjernekræft og kræfttilstande i knoglemarven.

Sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) kalder i en pressemeddelelse uddelingen for et "vigtigt skridt i forhold til at øge vores viden om og anvendelse af immunterapi".

"Jeg er glad for, at de udvalgte projekter dækker forskning i en række forskellige kræftformer og som dermed kan bidrage til at fortsætte den udvikling vi har set de senere år, hvor behandling med immunterapi af vent op og ned på kræftbehandlingen. Jeg er også meget tilfreds med, at der er stor geografisk spredning i ansøgningerne, fordi det viser, at der er gode forskningsmiljøer i immunterapi flere steder landet,” siger hun.

Den samlede pulje på i alt 60 mio. kr. er afsat i en aftale mellem regeringen og Dansk Folkeparti.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også